1920s - 1970s makeup guide
I år fylder Maybelline New York 100 år! I den anledning har jeg fået tilsendt en æske med nogle af Maybellines mest ikoniske makeup produkter samt en lille bog om makeup'ens historie de sidste 100 år. Det synes jeg jo er ganske fantastisk og virkelig spændende, tusind tak for det. For ligesom vintagetøjet, så elsker jeg at dykke ned i de forskellige tidsperioders makeup og lade mig inspirere af de forskellige udtryk – mørk dramatik i 1920'erne, masser af glamour i 1930'erne og feminin sødme i 1950'erne. Der er uden tvivl noget for en hver smag og til enhver tid. Derfor synes jeg det var oplagt at lave en miniguide til de årtier, jeg betegner som vintage (1920 - 1970) med nogle af produkterne fra Maybelline.
Og har man lyst til at læse endnu mere om makeup og kvinders historie fra de sidste 100 år, har jeg et ekstra eksemplar af selvsamme bog fra Maybelline + nogle Maybelline produkter på højkant.
Skriv en kommentar under indlægget, så finder jeg en vinder inden længe!
I de brølende 20'ere bød Paris på et helt nyt, stærkt og provokerende kvindeideal: la garconne – drengepigen. Korsetterne røg, silhuetten blev smal og drenget og håret kort. Kvinderne ville have samme frihed som mænd og dansede, drak og røg. Samtidig var 1920'erne årtiet hvor makeup'en for alvor vandt frem blandt almindelige kvinder og man dyrkede gerne det dramatiske look – læberne blev tegnet stramt op i en amorbue i mørkerøde og brune nuancer og der var fokus på mørke øjne med masser af mascara. Derudover gik man i løbet af 20'erne fra et blegt og pudret ansigt til en mere naturligt glød.
I 1930'erne vendte et mere feminint og glamourøst udtryk tilbage – kjolerne blev igen lange og silhuetterne mere bløde og kurvede. Det samme gjorde makeuppen. Mascaraen blev kun lagt på de øverste vipper for at få øjet til at virke større og læberne fik en mere aflang facon i modsætning til 20'ernes trutmund. Brynet var stadig smalt, men blev forlænget med Greta Garbo som inspiration. Samtidig blev sortimentet af makeup større og man kunne nu få øjenskygger og mascara i flere forskellige farver til billigere priser, så endnu flere kvinder kunne være med.
Trods krigen og rationeringer var makeup'en stadig en vigtig del i kvinders hverdag i 1940'erne. Faktisk blev kvinderne opfordret til at huske sminken for at skjule sorgen og de røde læber blev hurtigt et ægte power-symbol. Makeup'en i 40'erne var knap så raffineret som i 30'erne, men fik et mere naturligt og enkelt udtryk. Brynene blev lidt tykkere og mere naturlige og man stræbte efter en mørkere glød i ansigtet. Læberne fik endnu mere fylde med rød læbestift, som gerne skulle matche neglelakken.
I 1950'erne vender man igen tilbage til et ultrafeminint udtryk, denne gang endnu mere sensuelt end man før har set det. Sexsymboler som Marylin Monroe og Elisabeth Taylor blev idealet for tusindvis af kvinder, som efterlignede deres udtryk med kraftig makeup. Munden blev tegnet op med lipliner og fyldt ud med rød læbestift, det fik læberne til at virke større. Huden skulle være perfekt med foundation, pudder og lyserød rouge. Vipperne fik masser af mascara og en sort eyeliner over, så øjnene fik den helt rigtige bambi-effekt og brynet skulle være mørkt og kantet.
I 1960'erne så man en moderne version af 20'ernes drengepige. Der blev gjort op med 50'ernes kurvede ideal og i stedet skulle kvinderne nu være smalle og spinkle. Når det kom til makeup'en var der især fokus på een ting: Store dådyrøjne a la Twiggy. Med tyk sort eyeliner, falske vipper og øjenskygge i pastelfaver. Læberne var blege i lyserød eller beige, for at fremhæve øjnene endnu mere.
I 1970'erne så man to strømninger indenfor makeup'en – det naturlige hippie look og det farverige og glamourøse glam look. Det naturlige look bød på jordfarvede øjenskygger, som gav et rent og velplejet udtryk. Samtidig dyrkede andre de kraftige farver og blå, grøn og lilla blev gerne brugt som øjenmakeup sammen med lys lipgloss på læberne. Begge tendenser krævede dog mørke, smukke øjenvipper og i 1970'erne kom den legendariske Great Lash mascara på markedet, som stadig fås i dag og endnu er den mest sælgende.
Produkterne i indlægget er sponsoreret af Maybelline.