Storms Magasin

View Original

Glimt fra 24 timers getaway (inkl. badehotel og lysekroner)

Er der en ting jeg vil anbefale alle og fremover selv indføre som et fast ritual, må det være at tage en overnatning på et af landets badehoteller i løbet af den lange vinter. Sidste uge havde jeg min badehotelsdebut på Gilleleje Badehotel sammen med Nanna og det er bestemt ikke sidste gang jeg skal afsted. Gad godt prøve dem alle sammen faktisk og gad også godt komme tilbage til Gilleleje – det var virkelig skønt og luksuriøst på den der gammeldags og ægte måde. Altså ikke på den måde med masser af guldbelagte vandhaner og folk som slæber ens kuffert, men solid forkælelse i form af ren luft, dampbad og lækre, autentiske omgivelser. 

At tjekke ind på et badehotel lyder muligvis ret sommerligt, men hvis hotellet er udstyret med tyrkisk bad, sauna og dampbad (ligesom i Gilleleje) er en vintertur helt perfekt. Ind i mellem treretters menu i spisesalen, afslapning, varme bade og masser af snak fik jeg endda taget et par billeder – lad os kigge på dem her:

Selvom vi bare skulle være afsted et døgn pakkede jeg mandag morgen en kæmpe pose med blandet godt til sådan en tur: badetøj, solbriller, fine sko, kimonoer, lækre underkjoler og alt muligt andet rart og total nødvendigt.

Rød trøje, rød læbestift, røde negle. Tjek, tjek, tjek og klar til at tage afsted.

Nåede lige at fange vintersolen i køkkenet inden Nanna hentede mig på vej til Gilleleje. Først gik vi en tur i byen, blev godt blæst igennem på havnen, spiste frokost og så kørte vi op til badehotellet.

Fineste gamle badehotelsfront og lige indenfor døren ventede en åben pejs, bløde sofaer, tykke bøger og whiskyflasker i reolen.

Vi tjekkede ind og fik en gedigen messingnøglering med værelse 32 som lå på øverste etage med den smukkeste udsigt over vandet.

Kan bestemt anbefale at få et værelse øverst oppe, udsigten var alle trapperne værd. Bare at åbne vinduet og indånde den friske luft som det første om morgenen var fantastisk.

Vi pakkede ud, slappede af, hoppede i badetøjet og de store hvide badekåber (som hører sig et rigtigt badehotel til) og trippede ned i badeafdelingen for at blive varmet igennem. Der var kun et enkelt par udover os, så vi havde næsten det hele for os selv og brugte god tid i de forskellige varme bade.

Efter en tur i tyrkisk bad (varmt og dejligt), sauna (varmt og dejligt) og dampbad (også varmt og dejligt) vendte vi tilbage til værelset og fandt middagstøjet frem. Nanna havde lange, pink satinbukser i kufferten og jeg havde det store broderede vintagebælte med – begge dele ganske passende til en treretters menu en mandag aften i Gilleleje.

Den smukkeste, gamle lysekrone i vores trappeopgang.

Vi ville egentlig have haft en stor drink i de bløde sofaer inden middagen, men vi nåede det ikke pga. for meget snak og smukkesering på værelset (hvilket må være første prioritet til hver en tid). 

Næste morgen tog vi igen turen ned af trapperne for at slutte 24 fine timer af i selskab med morgenbuffeten, kaffe, te og endnu mere snak.

Og sådan sluttede et vidunderligt, lille afbræk i et travlt efterår. Glæder mig allerede til at komme afsted igen.


Følg Storms Magasin på FacebookInstagram og Youtube