Storms Magasin

View Original

Ugen der gik (+ lidt til) #21

Som den opmærksomme læser sikkert allerede har bemærket, så ser det lidt anderledes ud herinde. Jeg har lavet ny hjemmeside og bloggen er blevet rykket. Derfor kommer ugen der gik også lidt forsinket, da jeg har haft travlt med at få hjemmesiden klar. Den mangler stadig de sidste detaljer, men det kommer lidt efter lidt. Nu er den her i hvert fald og det er så dejligt! Jeg har længe manglet en platform hvor jeg bedre kunne samle alt det jeg laver og kan tilbyde på eet sted – derfor kan man nu følge med her på siden, hvor der løbende vil blive opdateret hvor og hvornår jeg holder foredrag, nyt om vintagemessen og andre arrangementer jeg sætter i søen. 

Udover projekt hjemmeside har jeg haft en dejlig og travl uge med Elle Style Awards, en tur til Aarhus, sommer og sol i København og alt muligt andet godt. Her er en kort opsummering over ugen der gik:

Ugens ferieøjeblik: I fredags var jeg en tur i Aarhus ganske alene. Jeg kender ikke Aarhus særlig godt, men vejret var fantastisk og den perfekte varme solskinsdag at gå på opdagelse i de fine gader inden jeg skulle holde foredrag hos Vintage Divine om min bog. Jeg startede med virkelig lækker frokost hos Langhoff og Juul og derefter kirsebær- og saltkaramelis (også virkelig lækkert!) hos Mammis Gelato og jeg følte faktisk lidt at jeg var på ferie.

Ugens syn: Blev glad helt ned i maven, da jeg spottede min bog i fineste selskab med Stine Goya sko og glimmertasker og -strømper i Magasin. Det er så fantastisk at den ikke bare bliver gemt væk på hylderne med støvede historiebøger, men bliver inddraget i en moderne kontekst, for det er jo lige præcis det jeg gerne vil med den – at vise at vintage er for alle og sagtens kan indgå i en moderne verden på lige fod med alt det andet, vi omgiver os med.

Ugens forkælelse: I tirsdags var jeg inviteret til min allerførste omgang Elle Style Awards. Og ikke nok med at blive budt på middag og efterfølgende awardshow, så fik jeg også plads i stolen hos L'Oreal Paris' VIP Lounge i Magasin. Her var der makeup, flotte kjoler og champagne i lange baner, og sjældent er jeg blevet forkælet som den eftermiddag. Seje Barbara (spottes lige bag mig) sørgede for at mit hår og makeup sad lige som det skulle, og det blev altså så flot! Viser jer snart det hele!

Ugens middag: Vi fortsætter den glamourøse stil med ugens middag som blev serveret til Elle Style Awards – med dessert som forret! Årets tema var CarbarELLE (drømmetema!) og alt var derfor meget dekadent og glamourøst med fjer og blomster og glimmer og champagne. Jeg kunne ikke klage.

Ugens kjole: Når man sådan næsten er på ferie, må man jo have en lille souvenir med hjem – og i min verden kommer de bedst i silkevelour og blonder. Jeg havde meget svært ved ikke at forelske mig i dette vidunder fra , og efter en hurtig afstemning på Instagram besluttede flertallet at den da selvfølgelig skulle med hjem til København.

Ugens køb: Til vintagemessen solgte jeg en god stak kjoler og besluttede mig for at jeg ville købe en rigtig fin ting til mig selv for pengene, og gerne en taske. Jeg har kigget rigtig meget og overvejet hvad det skulle være uden rigtig at kunne beslutte mig. Men så kom jeg tilfældigvis forbi Holly Golightly i lørdags og slog spontant til, da jeg endnu en gang fik øje på Olympia Le Tan taskerne i vinduet. De er noget af det allerfineste og lige det, jeg var ude efter – brugbart, godt håndværk, farverigt og sjovt. Min er med gode gamle Radiserne og jeg elsker den.

Ugens sommerdag: Lørdag var det varmt fra vi vågnede til vi gik i seng igen, og hele dagen brugte vi udenfor i det fantastiske sommervejr med god mad og is i en lind strøm. Vi startede med morgenmad hos Meyers, fik senere is og sluttede med falafelpita på græsset i Enghave Parken. Det hele krydret med legeplads, fortorvsfest og middagslur – den perfekte sommerdag på Vesterbro!

English recap: This sunny and glamorous week!


Følg Storms Magasin på Facebook, Instagram og Youtube