Hvad jeg nåede (og ikke nåede) i maj
Ahem, det er egentlig lidt pinligt. Jeg forestillede mig (og lovede jer) at vende tilbage i slutningen af maj for at gøre status for hvad jeg nåede af min maj-liste. Og nu er vi altså i midten af juli. Nå ja, bedre sent end aldrig. Her er listen i hvert fald og jeg synes selv jeg har gjort det helt okay. Den skulle jo heller ikke fungere som et strengt regelsæt for hvordan jeg skulle bruge min tid, men som inspiration for hvordan måneden kunne se ud – og det fungerede ret godt. Det var fint at have mine forventninger på skrift, både for at holde mig selv i ørerne med de lidt kedeligere opgaver (computeroprydning øv) og huske mig selv på alt det sjove, jeg skal huske at bruge min tid på. Måske skulle jeg lave en liste for august også?
Her er i hvert fald listen for maj – alt det jeg nåede og alt det jeg ikke nåede:
1. Lave visitkort. Tjek, det lykkedes! Og de blev fine.
2. Starte en podcast. Jeg er ikke længere med podcast-ideen end jeg var i starten af maj, desværre. Jeg besluttede mig for at det var vigtigere at få stablet en præsentabel hjemmeside på benene først, så tiden gik med den i stedet. Måske er det tid til at vende tilbage til podcasten nu...
3. Planlægge en tur til London. London er også udsat for nu. Paris bød lige pludselig på den mest fantastiske Dior-udstilling, så her går turen hen først!
4. Sælge mere af mit tøj. Tjek! Her har jeg været god og der er allerede røget en hel del. Jeg er netop i gang med at tage billeder til næste omgang, så hold øje med Facebook.
5. Lave sushi. Argh stadig ingen sushi. Hvordan kan jeg ikke have nået det?
6. Rydde op i min computer. Ja, jo, lidt har jeg ryddet op. Jeg burde se at komme helt i bund med den, men jeg har klaret det værste – det er en start, ikke? Næsten tjek.
7. Besøge mindst to museer. Jeg nåede ikke to forskellige museer, til gengæld nåede jeg Designmuseet en del gange, både som gæst, men også som fordragsholder.
8. Undgå at blive forbrændt. Ingen rød næse her efter jeg købte en solcreme fra Green People, som jeg er blevet rigtig glad for. Den var ikke billig, men den er god, uden parfume, 78% økologisk og fedter ikke.
9. Have ordnet mine sko. Jep, tre par sko fik en kærlig hånd hos skomageren.
10. Være kreativ. Tjek. Jeg gik i gang med at lave øreringe, som faktisk blev så fine at jeg satte en mindre produktion i gang.