Storms Magasin

View Original

Ugen der gik #25

Tre ugers ferie er forsvundet som Hansens nougatis på en varm sommerdag. Det er gået vildt stærkt, men det har også været vildt dejligt. Vi har heldigvis en ekstra uge i august som vi vil bruge i sommerhus, men fra i morgen står den på en måneds arbejde, vuggestue og helt almindelig hverdag – og det er helt okay, jeg kan godt lide hverdagene. Jeg vil bruge den kommende uge på at planlægge den kommende måned, få svaret på mails, sat nye aftaler i søen, blogget lidt og måske bliver der også tid til et par kaffeaftaler med venner ind imellem. Det skal nok blive godt. Men inden jeg tager hul på næste uge, er her først ferieugen der gik:

Ugens festkjole: Er der noget bedre end at tage ud en tirsdag aften i lang velourkjole og glimmersko? Næppe. Det er ikke altid at muligheden lige byder sig, men i tirsdags havde jeg Nanna under armen og billetter til Ella Fitzgeralds 100 års hyldestkoncert i DRs koncerthus – og det følte jeg var rigelig grund til at gøre lidt mere ud af mig selv. 30'er-kjolen kom med hjem sidst jeg var i Aarhus fra Vintage Divine, kimonoen har jeg købt i Episode, skoene er fra Miu Miu og øreringene har jeg selv lavet.

Ugens sommerdag: I går var vi inviteret til fødseldag i det fineste sommerhus med blomstrede tapeter og billeder af gamle familiemedlemmer på væggene. I skærende kontrast til i dag viste sommervejret sig fra sin gode side og bød på sol og varme temperaturer, så vi nåede endda en tur på stranden og dyppede tæerne.

Ugens smykker: En god del af ugen er også gået med at finde, redesigne og tage billeder af nye smykker til min lille Instagrambutik. Disse fine øreklips har jeg lavet af et gammelt armbånd og blev solgt med det samme.

Ugens sommerlooks: Sommervejret er jo lidt frem og tilbage, og det giver mulighed for mange forskellige slags outfits, både med bare ben, lange ærmer, gummistøvler og sandaler – hele garderoben er i spil! Selvom nogen dage lugter mere af efterår, holder jeg mig i et ret sommerligt univers med masser af farver, print, broderi og blomster. I går kombinerede jeg en 30'er-bondebluse med en prikket nederdel og opsat hår, og i tirsdags brugte jeg en 50'er-frakke over en 40'er-kjole og toppede med tørklæde og øreringe som matchede.

Ugens feriestemning: Jeg elsker at være i København om sommeren, hvilket også er derfor vi sjældent rejser herfra i sommerferien. Der er så mange ting at se og opleve, og på de grå dage kan man jo altid drikke kaffe og spise croissanter.

Ugens farvefix: Tal R på Louisiana. Pontus kunne bedst lide de roterende skulpturer, jeg var allermest til disse enorme malerier som eksploderede i farver og detaljer. Lige meget hvad du er til, kan jeg godt anbefale at tage en tur nordpå og svælge i farver – det er sundt for sjælen.


Følg Storms Magasin på Facebook, Instagram og Youtube