Hver dag er lørdag!
I år var året hvor sommeren aldrig rigtig kom og hvor jeg købte en uldtrøje, et varmt halstørklæde og en lang nederdel i juli måned. Halstørklædet har jeg dog ikke fået i brug endnu, men den lange nederdel og uldtrøjen har jeg brugt overraskende meget, begge dele har været helt perfekt til denne efterårssommer. Og nu hvor det rigtige efterår og vinteren snart også banker på døren, forestiller jeg mig let og elegant at glide over i de nye årstider i samme sæt – måske bare lige med at par tykke strømpebukser og det der varme halstørklæde.
Jeg har ellers aldrig rigtig gjort mig i lange nederdele, men jeg må indrømme at jeg er blevet virkelig glad for denne som jeg fandt i Episode for ca. 200,-. Den er super behagelig og virkelig fin med det sort/hvide mønster og den brede volant for neden, synes jeg. Og det samme er trøjen – både yderst komfortabel og åh så pæn. Den er dog ikke vintage, men ny og fundet i Lot#29 fra Alberta Ferretti. Den har den der helt rigtige røde farve og er perfekt, når man føler at hver dag er lørdag (eller bare ville ønske at det var).
Den runde vintagetaske har jeg haft en del år efterhånden og det samme med solbrillerne fra Celine – jeg tror aldrig at jeg bliver træt af nogen af dem. Vintagearmbåndene i træ lånte jeg af Nanna, som tog billederne og det røde og hvide i plastik er vintage Margit Brandt armbånd, som jeg også sælger i min lille butik.
Billederne her er tydeligt nok fra før mit hår blev klippet og farvet, dengang da det på papiret stadig var sommer og mange dage gik med afslapning og isspisning. Nu proklamerer kalenderen efterår og travle dage, men i min verden føles det stadig lidt som lørdag.
English recap: A perfect outfit for fall