Kollega søges!
Jeg er nået til den erkendelse at jeg ikke kan alt selv. Jeg ville gerne tro at jeg magter det hele, men det gør jeg ikke. I hvert fald ikke godt nok. Jeg har så mange projekter, jeg gerne vil sætte i gang, men jeg kan simpelthen ikke løfte dem selv og flere ideer bliver lagt ned før de overhovedet er tænkt til ende. Jeg har svært ved at holde mig til små koncepter, men vil gerne lave store arrangementer og ambitiøse projekter og den slags kræver flere kompetente hjerner og dygtige hænder end hvad jeg er udstyret med. Jeg har simpelthen brug for en kollega!
Jeg har brug for en som:
Kan hjælpe mig med at udvikle nye ideer og løfte dem.
Har lyst til at arbejde sammen med mig i forbindelse med større arrangementer som vintagemessen København Vintage.
Er praktisk anlagt. En som har overblikket og kan holde hovedet koldt.
Er god til økonomi, tidsplaner og projektledelse – og har en smule erfaring med det.
Ikke nødvendigvis har den store interesse for vintage, men forstår det univers jeg bevæger mig i. Og har lyst til at udvikle på det.
Jeg har god kemi med, det er selvfølgelig helt afgørende.
Jeg har ingen planer om at ansætte nogen, da jeg ikke kan give løn, men arbejde sammen med en på lige fod og dele det overskud der måtte komme. Jeg forestiller mig en kollega som også er selvstændig eller på deltid og har lyst til flere projekter. Det her drejer sig ikke om et fuldtidsjob, men x antal større og mindre opgaver henover året – alt efter hvor meget vi hver især har tid og overskud til.
Måske er det dig eller en du kender? Send dem endelig et link til dette indlæg og sig at de kan skrive til mig – hello@stormsmagasin.dk – eller skriv selv og lad os tage en kaffe og en snak!