Storms Magasin

View Original

Giv vintagesmykker i julegave


Indlægget er udgivet som en del af Sustain Dailys julekalender – se mere her.

Glade jul, grønne jul 🎄 Ønsker du dig en jul med mere bæredygtighed, der ikke går på kompromis med hyggen, så er Sustain Dailys julestafet som skabt for dig! Hver dag åbnes en ny låge til masser af juleinspiration, så du dag for dag kommer tættere på en grønnere jul.

Vintagesmykker er både en fin, personlig og bæredygtig gave at lægge under juletræet – og så behøver det slet ikke være så dyrt som det lyder. Her kommer fire tips i jagten på vintagesmykker:

Da jeg var lille, var lykken at sidde ved min mors store sminkebord og kigge på alle hendes smykker. Bordet var fyldt med æsker i alle størrelser og udformninger – inklusive kreative versioner i ler mine små fede barnehænder havde formet, som hun tålmodigt havde sat side om side med alle de andre. Jeg åbnede forsigtigt æskerne en for en, kiggede på smykkerne og lukkede æskerne igen. Jeg havde selv fire-fem små æsker på bordet med mine egne smykker, som jeg brugte ved særlige lejligheder. Sættet med de røde hjerter var mit yndlings. I skufferne på begge sider af sminkebordet gemte min mor de fineste og dyreste smykker. De lå alle sammen i fine hvide, sorte eller mørkeblå æsker med guldkant og vat indeni. Men smykkerne jeg holdt mest af at kigge på var dem fra hendes barndom. Især det fine charms-armbånd med alle de små figurer. Der var en lillebitte volley ball, en hestesko og globus som kunne dreje.

 

I dag har jeg selv en stor æske med masser af smykker og langt de fleste er fra tiden min mor var barn og ung. I virkeligheden er smykker jo helt praktisk unødvendige – og lige præcis derfor er de fantastiske. Deres fornemmeste opgave er at forskønne, pynte, udvise magt, overraske, skabe drama eller på anden vis fortælle historier om den som har dem på. Og især vintagesmykkerne har eksta meget magi, synes jeg, for de kommer med en historie i sig selv – måske er det et arvestykke med en historie tilknyttet eller også må man drømme sig til den.


Vintagesmykker gør sig også særdeles godt som gave (og man skal også huske at give sig selv en gave) og vækker altid lykke hvad enten det er et smykke, du giver videre eller et du har været ude og finde. Her kommer fire tips i jagten på vintagesmykker:

 

Ægte smykker. Medmindre du har en masse erfaring med vintagesmykker, vil jeg ikke anbefale dig at købe ægte smykker med guld og diamanter andre steder end hos en professionel – enten i en smykkeforretning eller hos en antikvar. De ved hvad de har med at gøre og kan give dig et certifikat på det du køber, så du kan gå hjem med ro i maven. Og en stor sten på fingeren forhåbentlig.

 

Hold øje! Ligesom vintagetøj kan man finde vintagesmykker stort set alle steder: i genbrugsforretninger, på loppemarkeder, hos antikvarer, på nettet og i din mosters skuffer. Kig godt efter og vær ikke bange for at spørge om der findes noget i baglokalet af butikken eller i de der kasser længst nede under bordet på loppemarkedet.

 

Undgå nikkel. Med mindre du køber ægte guld og sølv, kan du risikere at der er nikkel i vintagesmykker. Er du allergisk kan du teste dem ved at købe nikkeltest på apoteket.

 

Køb efter hjertet. Selv om diamanter uden tvivl er mange kvinders trofaste ven, så kan vintagesimilismykker altså også være et yderst dejligt bekendtskab. De findes i et utal af variationer og kan sprede lys og lykke over selv den mest grå tirsdag. Og så koster de en brøkdel af den ægte vare.