Fredag på Den Franske Ambassade
Lige nu daler sneen ned udenfor og jeg gemmer mig i sofaen under tæppet med te, slik og en solid forkølelse siddende i hele kroppen. Jeg håber at den snart forsvinder (forkølelsen naturligvis, jeg kunne godt bruge lidt mere te og slik, tak!) for jeg har en total pakket kalender i næste uge med arbejde, møder, frisøraftale og et foto shoot. Men inden jeg begynder at stresse over alt det jeg (måske) ikke når, vil jeg vise jer et par billeder fra fredag eftermiddag, hvor jeg var inviteret på Den Franske Ambassade for at se FN92s vintageudstilling 'Think Pink!'. Alle kjolerne passede perfekt ind i de elegante og glamourøse omgivelser og d. 8. april kan de opleves til København Vintage, denne gang på levende modeller i et modeshow på scenen i Store VEGA. Jeg har længe set frem mig til at se modeshowet til messen, men nu glæder jeg mig endnu mere – det er virkelig fantastiske og farverige rober, som fortjener at blive set i bevægelse.
Den Franske Ambassade var helt fortryllende. Med kæmpe lysekroner og guldstuk i loftet midt på Kongens Nytorv. Men kunne man forvente andet?
Smukke, smukke kjoler, hatte, smykker, kåber og frakker alle steder. Som skabt til tunge, gulvlange gardiner, elegante møbler og tykke gulvtæpper.
Macarons og champagne. Selvfølgelig. Vi var jo faktisk på fransk jord. Jeg lagde ud med en macaron som matchede mit outfit og var så heldig at løbe ind i aller bedste Else Skjold, som nippede gyldne dråber med vintagekjole, negle og smykker som matchede – meget elegant, meget gennemført.
Sidst, men ikke mindst – dagens outfit bestående af mit nyeste vintagekøb: en lang house dress (hvad hedder det på dansk?) fra 1940'erne i pink satin. En house dress brugte man i sin tid kun hjemme, men jeg synes den er så smuk, så med fine glimmersko og en sløjfe og blomst i halsen fungerer den ligeså godt på ambassaden som i soveværelset.
Det var alt for nu, jeg håber I har en dejlig weekend!