Noget af det værste ved at eje lidt for mange ting, er at jeg sommetider mister overblikket over hvad jeg egentlig har i gemmerne og glemmer en masse fine sager. Det bedste er på samme tid at jeg ofte bliver overrasket, når jeg finder en kjole eller et smykke bagerst i skabet, som jeg helt havde glemt at jeg havde købt. Lidt ligesom når jeg køber noget på nettet og bliver helt lykkelig og overrasket, når jeg senere finder det i postkassen. Som en fin hilsen fra et betænksomt tidligere jeg. Ja, det er lidt dumt, men altså – kender I det ikke?

Og lige præcis sådan var det med den her ring, jeg faktisk havde glemt at jeg havde. Jeg er lidt i tvivl om hvor den kommer fra, men mener jeg har købt den som del af en større bunke smykker for længe siden. Derefter har den forputtet sig, og da jeg fandt den var den også ret kedelig at se på – helt støvet i stenen. Heldigvis tippede min guldsmedeveninde (godt at have sådan en i baghånden) om nemt at få den til at blive fin igen. Alt jeg gjorde var at lægge den i lidt vand med opvaskemiddel, så snavset blev opløst og skrubbede den derefter forsigtigt med en gammel tandbørste. Tip hermed givet videre – det gjorde en kæmpe forskel!

Det er ærgerligt at jeg ikke fik taget et før-billede af den, for det var virkelig en helt anden oplevelse. Men her er den altså efter lidt kærlighed – helt som ny og glitrer som aldrig før. Og ved lidt nærmere inspektion fandt jeg ud af at det er en 14 karat guldring (stemplet med 585) af Erik S. Cohn-Pålsson (stemplet med ESC-P), som designede smykker fra 1949-1980. Den er højst sandsynligt fra 1960’erne (de store coctailringe er meget klassiske for den tid) og stenen ligner en aquamarin. Jeg kan desværre kun passe ringen på min lillefinger, så jeg tror jeg vil bruge lidt penge på at få den lavet større, så den kan sidde på ringfingeren – jeg har jo trods alt nærmest fået den foræret. Af et tidligere og lidt glemsomt jeg, vel at mærke.