Sjældent har jeg set nogen så begejstret for en gennemsigtig YSL-kjole fra 1960'erne eller en 1940'er Nina Ricci-jakke som Hamish Bowles – og jeg ville bare ønske at ugens mandagsanbefaling var 10 gange så lang.
Hamish Bowles er journalist på VOGUE, modeekspert og samler af vintage couture, og i denne lille Youtube-serie får man lov at følge ham med rundt i jagten på det næste fund. Han er både på auktion i Chicago, hos vintagebutikken Didier Ludot i Paris og det kendte loppemarked Porte de Clignancourt (også Paris, selvfølgelig), og det er fantastisk at få lov at være en flue på væggen, når han bladrer igennem de mest eksklusive couturekjoler fra de sidste hundrede år. Afsnittene er desværre alt, alt for korte (et par minutter i gennemsnit), men man må jo tage hvad man kan få og bare håbe på at VOGUE (eller nogen andre) strammer sig an og laver en ordentlig film eller serie en dag.
God fornøjelse med Vintage Bowles!