Storms Magasin

View Original

Vintagemodeshow: 70'er disco på Arbejdermuseet

Foto: Kirstine Ploug


Siden 2017 har Pauli Tvilling, ejer af vintagebutikken FN92, afholdt tre forskellige vintagemodeshows i København og er nu klar med nyeste skud på stammen. Og denne gang bliver der skruet helt op for pailletter, glamourøse rober og 1970’er disco til det store ABBA-show på Arbejdermuseet.


Levende tidsbilleder

Pauli afholdt sit første vintageshow på konditori La Glace, om 100 års mode fra 1870-1970, i 2017 som, for mig, var en ganske magisk oplevelse. For det var mere end et modeshow – det var et kig tilbage i en tid, som ikke længere er her, men som man følte man var en del af for et øjeblik. En form for tidsrejse som hverken var støvet eller svær at forstå, men fuldstændig altopslugende. Tøjet og tidsbillederne kom virkelig til live for øjnene af os på den perfekte historiske catwalk hos La Glace.

Derefter udvidede Pauli rammerne og tryllede 1920’erne til live på Arbejdermuseet med selvsikre damer i lange kåber og korte kjoler, som fik mig (og resten af salen vil jeg gætte på) til at drømme om det brølende årti og gigantiske fjervifter. Og sidst, men ikke mindst, blev vintagemodeshowet Think Pink afholdt på Store VEGAs scene til København Vintage sidste år, hvor vi oplevede slut-50’erne med Audrey Hepburn-filmen Funny Face som inspiration. Tre meget forskellige shows, men med et tilfælles – ren og skær tøjmagi. Og nu er det altså 1970’erne som står for skud.

Oplev 70’er-magien

1970’erne har ofte ry for modemæssigt at være det kønsløse, brune og orange årti. Fodformede sko, denim i lange baner, fløjl, velour, kassebukser, kitch og lidt kikset and so on. Men det er langt sandheden. Og langt fra retfærdigt. 70’erne var i den grad også fest, sexede silhuetter, guld og glimmer, tårnhøje hæle og rendyrket glamour. Bare tænk på Cher, Jane Fonda, Bianca Jagger og ikke mindst disco-dronningerne over dem alle – ABBA-divaerne Agnetha og Anni-Frid – ikke meget lilla stofble at spotte her.

Nu er der mulighed for at opleve en snert af magien fra den gang, når Pauli endnu en gang slår dørene op årets store vintagemodeshow, denne gang lige netop med 70’ernes disco som omdrejningspunkt. Næsten 300 stykker tøj er samlet sammen og hele herligheden kan opleves i Arbejdermuseets smukke sal d. 11. april kl. 20. Billetterne koster 295,- inkl. et glas champagne og et unika headpiece fra FN92. Jeg synes det lyder som en fest!

100 års mode på La Glace

100 års mode på La Glace

Think Pink til København Vintage 2018

Think Pink til København Vintage 2018

Læs også:

> Vintagemodeshow på La Glace