Mandagsanbefaling: Bæredygtighed i ørerne
Podcasts er noget af det bedste jeg ved – og især når det gælder modehistorie, tøjnørderi eller bæredygtighed.
Jeg er ikke altid så god til at få læst, men elsker til gengæld at lytte fordi det kan kombineres med andet, f.eks. når jeg lægger makeup, går tur med barnevognen eller vasker op. Perfekt tidsoptimering for den travle og gør praktiske opgaver en del sjovere. For nylig har jeg lyttet til to gode programmer om bæredygtig mode, som jeg meget gerne vil dele med jer og sofaen/rengøringen/togturen/what not. God fornøjelse og god lyttelyst!
Mikrofonholder: Er den vestlige modebranche ved at køre sig selv i sænk?
I løbet af de sidste par år, har jeg haft den kæmpe fornøjelse at lære Else Skjold at kende. Else er lektor fra Designskolen Kolding og udover at være sjov, intelligent, yderst godt klædt og vidunderligt selskab over en kop kaffe, er hun også rasende dygtig til det hun gør og har en enorm viden om alt hvad der handler om tøj og bæredygtighed. I programmet her snakker hun med professor fra Center for Tekstilforskning, Marie Louise Nosch om lige præcis tøj og bæredygtighed, om fortid og fremtid og hvad vi som individer kan gøre for at få en mere holdbar garderobe der kommer klimaet og planeten til gode. Virkelig spændende lytning!
Sustain Daily Podcast: Tøjspild og garderobeglæde
Min anden podcastanbefaling kommer fra Sustain Daily, som er en bæredygtig platform, der deler viden og inspiration om alt fra veganske opskrifter, affaldssortering og bæredygtig mode, som denne podcast netop handler om. Bag mikrofonen sidder Johanne Stenstrup som jeg også har været så heldig at mødes med en del gange til gode snakke om det vi begge brænder for – nemlig tøj! Johanne er den videste materialenørd (i ordets allerbedste forstand!) og ved så uendeligt meget om tøjspild, overforbrug af tøj, miljøproblematikkerne ved dagens modebranche og har masser af gode bud på hvordan vi shopper mere bevidst. Alt det deler hun her i en samtale med Emma Slebsager som også er en del af Sustain Daily.