Fem fund fra København Vintage
Som arrangør når jeg aldrig hverken at se eller købe en masse til København Vintage. Det er både godt og skidt, men jeg formår dog altid at finde noget helt og total uundværligt lige inden messen lukker.
Godt så, lad os bare springe direkte ud i det! Allerførst – noget nær den perfekte cardigan fra 1950’erne. I hvert fald i mit univers. Jeg er ellers normalt ikke den sorte type, men den her vinder altså 100% med sine gule knapper og det farverige broderi. Den kiggede længe efter mig fra stativet hos Morfars Moustache og heldigvis hang den stadig på sin plads, da jeg endelig havde tid til at prøve den.
Vi kommer til at blive så gode venner. Tænker at bruge den som en lille jakke til sommer.
Elsker blå tern og den her 40’er-kjole er ingen undtagelse. Den kommer slet ikke til sin ret på bøjlen, men er så fin når den kommer på – lange ærmer, små lommer, fine knapper. Den trænger til lidt kærlighed og derfor var Füsun så sød at forære mig den. Tusind tak, jeg lover at passe rigtig godt på den <3
To lækre babytæpper i mohair fra 1960’erne, aldrig brugt og til 50,- pr. stk. Jeg forstår slet, slet ikke hvordan de stadig kunne ligge frit fremme på bordet kl. 16.30. Men heldigt for mig. Og heldigt for Vilhelm. Fandt dem hos Lusefine.
Og rosinen i pølseenden blev denne 60’er-barnevogns-parasol, som jeg har ledt efter en rum tid. Aldrig brugt og helt perfekt i tide inden sommer og sol i Frederiksberg Have. Også fra Lusefine som har så mange fine børnesager.
Tusind tak for en herlig dag, smukke gæster, seje stadeholdere og fine fund! Håber også at I hyggede jer og fik en masse vintage med hjem til garderoben.