Jer som har fulgt med et stykke tid, kender efterhånden godt mit forhold til bukser – eller mangel på samme. Men gæt hvad? Bukserne er tilbage. For real.

Ikke så få gange har jeg udpenslet mine følelser for det tobenede stykke tøj her på bloggen og hvorfor jeg i de sidste 10 år har helliget mig vintagekjoler. Ja, selv i min bog findes der et helt afsnit om hvordan jeg længe baksede med at finde et par bukser som passede til min krop, hvordan sveden haglede af mig i det ene prøverum efter det andet i jagten på at passe ind i buksekulten, for endeligt at afskrive den helt og gå en anden vej. Det lyder måske af lige lovlig meget (slap af, det er bare bukser), men for mig var det også om alt muligt andet: om følelsen af at have en mærkelig krop og ikke at føle mig godt tilpas i det, jeg troede, jeg burde føle mig tilpas i.

Men gæt hvad? Bukserne er tilbage. For real. Jeg ved ikke hvorfor, men i løbet af det sidste halve år har en utrolig trang til bukser sneget sig ind på mig. Så jeg har endelig givet efter, sådan rigtig efter. Det hjælper helt klart at der faktisk (i min optik) er rigtig mange pæne bukser derude lige nu. Dengang jeg dømte dem ude af min garderobe, var næsten alt lavtaljet, stretchy, skinny, stramt, ja nærmest klistret på benene og ikke pænt på min krop. Der har sikkert været meget godt i min afholdsperiode også, men det ved jeg af gode grunde ikke noget om. Men nu! Nu er der i hvert fald et noget bredere buksespektrum end sidst jeg tjekkede, og der er rigtig mange som klæder min talje og hofter. F.eks. de her fløjlsfavoritter fra Arket.

De er bløde og behagelige og mega pæne og jeg har også købt dem i pink. Fordi kapow!

Vintagebluse fra gode, gamle Carmen Vintage i Larsbjørnsstræde.

Og bare rolig, jeg har altså ikke afskrevet kjolerne. Jeg har bare udvidet min horisont en lille smule – og garderobe i samme ombæring. Håber I er klar til mere bukseeventyr!