Dolls and Darlings
I dag bytter jeg blog med Louise fra bloggen Dolls and Darlings. Vi har begge en forkærlighed for vintagekjoler og tænkte at det kunne være sjovt at få et kig ind i hinandens univers. Se mine svar og resten af Louises fine og farverige blog lige her. English recap: Meet Louise from the blog Dolls and Darlings! We both love vintage dresses and here's a little glimpse of her universe. You can read my answers and discover her pretty and colorful blog right here.
1. Hvad laver du, når du ikke blogger?
Når jeg ikke passer på min lille familie, blogger eller jagter kjoler, arbejder jeg på hospitalet i Silkeborg. Jeg har egentlig altid forestillet mig at skulle arbejde med noget kreativt og har også tidligere uddannet mig kreativt, men af forskellige grunde trængte jeg til at prøve noget andet for en periode.
2. Må vi se din yndlingskjole / yndlingsoutfit?
Årh, det er svært at vælge. Det kan jeg ikke – men her er et udpluk af mine favoritter.
3. Hvor shopper du?
Jeg shopper i alle genbrugs- og vintagebutikker, som jeg kommer forbi!
Desuden finder jeg også (næsten altid) fine sager i H&M, Edith & Ella og Monki. Derudover holder jeg meget af at besøge diverse loppe- og bagagerumsmarkeder foråret og sommeren igennem.
4. Kjole eller bukser?
Kjole - jeg vil til enhver tid foretrække kjole!
5. Hvordan fuldender du dit look? (accessories osv.)
Neglelak og ørestikkere. Jeg elsker at have neglelak på og føler mig så yndig og feminin med farvede negle. Derudover bærer jeg ofte enten hårbøjler (gerne med blomster eller sløjfer), kraver eller lange kæder.
Jeg har kassevis af pyntesager og tilbehør og dermed masser at vælge imellem, men det er lidt i perioder, at jeg får det brugt. I øjeblikket øver jeg mig på, til hverdag at bære en enkel guldkæde fra Jane König med mine børns forbogstaver som lovetags.
6. Hvilken beklædningsgenstand skiller du dig aldrig af med?
Jeg er dedikeret samler og har generelt rigtig svært ved at skille mig af med mine ting - især mine kjoler, sko og pyntesager. Jeg har samlet længe, og flere af mine yndlingssager har jeg gemt på i mange år - og jeg kan stadig huske ting og kjoler, jeg har skilt mig af med i løbet af årene – og jeg kan stadig ærgre mig en lille bitte smule over..
Men nogle de fineste og mest specielle beklædningsgenstande jeg har, er kostumer fra Aarhus Teater. Disse er især særlige for mig fordi de bærer på en historie med sig og håndarbejdet ved dem er noget ganske særligt. Det sætter jeg stor pris på og dem vil jeg aldrig skille mig af med.
7. Hvor mange kjoler tæller din samling?
Jeg har kjoler hængende i flere forskellige skabe og på flere etager, men alt i alt nærmer jeg mig 70 stk. Ud af dem er der dog flere jeg ikke selv passer eller kan bruge, men som alligevel får lov at blive i min samling.
8. Gode råd til vintage/genbrugsshopping?
Tålmodighed – giv dig god tid til at gå butikken og varerne igennem hvad enten du går efter beklædning, nips eller møbler.
Se muligheder – keep an open mind. Kan der klippes lidt op her, syes lidt om her eller males her?
Hold dig opdateret – hold øje i aviser og med opslag om lokale loppemarkeder og garagesalg.