En lørdag i december
Jeg elsker virkelig weekenderne for tiden. Både mig og Jan har arbejdet meget i en længere periode (også i weekenderne), men nu er der lidt mere ro på og det er så dejligt at have hele dage uden planer og bare se hvad der sker. Der findes næsten ikke noget bedre! Derudover har vejret været skønt, ingen har været syge, så der har virkelig været mulighed for at nyde fridagene fuldt ud. Selvom jeg ingen planer havde lørdag, viste det sig alligevel at blive en ret aktiv dag (som jeg bedst kan lide det) – og endte ud i en større billedkavalkade, for der var så meget fint at tage billeder af alle steder. Vi ser nærmere: Vi startede dagen med weekendmorgenmad a la omeletter med det bedste fra køleskabet (squash, forårsløg, revet ost og persille) og blåbær smoothies.
Pontus hjalp med at tømme glassene.
Da vi havde gået vores sædvanlige formiddagstur, sov Pontus lur og jeg arbejdede. Elsker de der pauser midt på dagen, hvor der lige pludselig er helt stille i lejligheden og man kan fordybe sig, inden det går løs med familiehyggen igen. Begge dele dejlige – og især som kontrast til hinandenVi var forbi bageriet Brød på Enghave Plads på vejen hjem tidligere og købte det som fristede mest i vinduet. Jeg valgte en safranbolle og spiste den, mens jeg skrev planer ind i min nye røde Moleskine kalender for næste år. Åh hvor jeg glæder mig til 2017, så meget godt i vente!
Kom i tanker om at jeg manglede strømpebukser (ret essentielt når man kun går i kjole), så tog det varme tøj på og gik en tur mod Værnedamsvej for at finde nogle. For snart to år siden var vi i LA for at holde jul og nytår. Den gang sprællede Pontus allerede i maven og vi udnyttede muligheden for at holde den sidste ferie bare os to – og jeg brugte en hel del tid (og penge) på at kigge alle vintagebutikkerne igennem. Denne glitrende sølv/hvide cardigan kom blandt andet med hjem og jeg elsker især at bruge den i disse mørke vintermåneder. Nederdelen er en del af Svaneke-mønstret, jeg designede med Nanna fra How to do Fashion tidligere på året – fin, men praktisk og varm vinterkombi!
Værnedamsvej var fint pyntet op og havde til min overraskelse hele gaden fyldt af julemarked.
Købte nu ikke noget, men kiggede meget på alt der glimtede.
Og smukke blomster og planter hos Blomsterskuret. Snart vil jeg have nogle grene med røde bær med hjem.
Måtte også lige ind forbi Dora, som havde grafisk og overdådigt julepyntet i vinduerne.Indenfor var der elegante lysekroner i loftet
og hyggeligt, gammeldags julepynt på bordene. Kunne bruge timevis derinde, men der var for mange mennesker, så jeg skyndte mig hurtigt videre.
Perfekte julekombi af rødt og grønt og gammelt!
Tout Petit er en af de mest charmerende butikker på Værnedamsvej. Og butikscyklen er alt hvad jeg drømmer om.
For min egen (og vores privatøkonomis) skyld forsøgte jeg at holde mig i skindet, men kunne ikke undgå at kigge ind hos Jérôme Vintage i Tullinsgade.
Det skulle jeg nok ikke have gjort for jeg forelskede mig i den perfekte tyggegummilyserøde Chanel-skjorte inden jeg havde set prisen. Det skal man aldrig gøre. Kontoen havde nemlig ikke 2400,- ekstra til en silkeskjorte, så jeg måtte nøjes med dette minde.
Ved siden af havde Crème de la Crème à la Edgar åbnet pop up butik sammen med Holly Golightly. Der var alt for mange mennesker i butikken, men jeg må ind og kigge en anden dag, vinduerne tegnede godt i hvert fald. Facebook siger at butikken har åbent til 23. december, så der er lidt tid at løbe på endnu, hvis der er andre, som vil kigge forbi.
Efter en del snuseri og to par Sneaky Fox strømebukser rigere, gik jeg forbi Homemate for at købe aftensmad med hjem. Konceptet er virkelig smart – man henter færdigpakkede retter, som bare skal i ovnen 20 minutter og så har man lækker varm aftensmad. De har desværre kun en enkelt vegetarret, men den er til gengæld også virkelig god – håber på flere med tiden. Tip og anbefaling hermed givet videre!
Lidt i fire så himlen sådan ud og jeg tog afsted igen for at mødes med Mia til julemarked i Kødbyen.
Med cykellygter i lommen, Mobile Pay på telefonen og glimmersko på fødderne.
Det er andet år i træk at jeg er til julemarked hos det grafiske kontorfællesskab i Slagtehusgade 44. Der sidder nogle af de sejeste grafikdamer, som er virkelig gode til al det der med farver og prints og jeg kunne uden problemer købe mig fattig i alle deres fine varer.
Prøvede endnu en gang at beherske mig lidt, men måtte alligevel have et par julekort med hjem.
Mange flotte sager altså!Da vi havde kigget (og købt) færdig afsluttede vi eftermiddag på den anden side af Sønder Boulevard med en omgang æbleskiver og gløgg (min første i år!) Og så var det tid til at trille hjem igen, hvor maden var i ovnen og hele lejligheden duftede af cannelloni og kejserhatte. Sådan en fin lørdag!
English recap: A christmassy saturday in Copenhagen!