Forårsmandag, pandekager og skojagt!
Jeg synes at denne uge går så skørt hurtigt, er det virkelig allerede torsdag? Det siger min kalender, og om lidt er jeg på vej ud af døren for at holde opfølgningsmøde med VEGA, og snakke om en evt. gentagelse af København Vintage til næste år – nu må vi se hvad det bliver til, det er lidt spændende. Bagefter skal vintagemesseteamet (aka mig og min makker Ida) have kigget på det sidste økonomi fra messen, og så er årets messe forhåbentlig også helt lukket. Jeg har brug for at få det ud af verden, så jeg kan komme videre med nye og spændende projekter.
Godt så, ikke mere messe – nu skal vi se på i mandags, da det var 1. maj, og der virkelig var forår i luften – sol, blå himmel og jeg lod vinterfrakken blive hjemme. Til gengæld havde jeg kameraet ved hånden hele dagen, så her kommer en tour de mandag:
Elsker at vi endelig er trådt ind i den lyse del af året, det gør alting så meget lettere – ikke mindst at stå tidligt op op morgenen. Og især når stuen er badet i sol, ligesom i mandags.
Var optimistisk og strøg en sommerkjole. Ja, det er bær og vandmelonprint!
Men var alligevel realistisk, og tog en trøje og strømpebukser under. Det er altså ikke sommer, selvom man godt kan blive fristet af at tro det.
Første stop på dagen var mogenmad (nr. to for mit vedkommende) hos en gammel klasikker, Kalaset. Siden jeg flyttede til København for ca. 10 år siden har Kalaset været et af mine yndlingsstamsteder. Maden er god og indretningen meget hyggelig. Det er der (desværre for mig) også rigtig mange andre som har fundet ud af, så det gælder om at komme tidligt, hvis man vil have et bord.
Jeg mødtes med Nanna med de smukke negle for at sparre på ideer og snakke om fremtidige projekter. Og drikke kaffe, selvfølgelig.
Og spise pandekager. Det var mandag, jeg kunne ikke andet end at gå all in. Så det gjorde jeg.
Bagefter gik vi en tur i Botanisk Have, hvor alt springer ud lige nu og er meget smukt, pastelfarvet og forårsagtigt.
Og dokumeterede mit farvekoordinerede outfit – rød/lyserød-kombien er min yndlings!
Frakken er fra 1960'erne og jeg har haft den i evigheder. Elsker den og bruger den hvert eneste år, når graderne stiger, og gerne sammen med lyserøde detaljer. Se lige neglene også som matcher!
Og så til noget af det allervigtigste! Jeg var nemlig på jagt efter et par fine sko til Elle Style Awards, og vi tog derfor en runde i indre by for at se om der var noget passende ekstravagant og glamourøst, jeg kan stoppe mine fødder i på den store aften. Startede hos Holly Golightly, hvor alting er så utrolig pænt. Fine solbriller!
Og jeg er så forelsket i den taske fra Olympia Le Tan! Vi kiggede alle de gode butikker igennem, men desværre fandt jeg ingen sko, som levede op til kravene. Jo, jeg fandt et par fra Miu Miu, men de var desværre for små.
Jeg sagde hej til Nanna og kørte mod Vesterbro for at for at få det sidste ud af forårssolen med min veninde Signe. Efter et par timers snak, mere mad og mere sol, vendte jeg cyklen hjemad for at spise aftensmad med Jan og Pontus. Jan lavede den bedste ris/karry/squash-ret toppet med æg, og da Pontus var lagt i seng, indstillede jeg endnu en gang jagten på de perfekte sko og gennemsøgte nettet for mulige kandidater. Og jeg fandt faktisk et par! Ekstravagante og glamourøse – nu krydser jeg bare fingre for at de passer!
English recap: What I did on a sunny monday i Copenhagen