Magasin du Nord Museum
Hvis nogen har sovet i timen, kan jeg hermed oplyse at der var modeuge i København i sidste uge. Modeshows og fine arrangementer over det hele, men når man desværre ikke bliver inviteret hverken til den ene eller det andet, må man jo selv finde på noget. Heldigvis er der også altid nogle oplevelser for de almindelig dødelige, så fredag holdt jeg min egen lille modedag: startede på Hovedbiblioteket for at se Designskolens show, tog derefter til Fashion Talk med Magasins Museumsdirektrice, Trine Halle, som fortalte hvordan det gik for sig, den gang Magasin havde modelsalon i stormagasinet. De få fremmødte fik endda lov at se (og bladre!) i de famøse skitsebøger, som designerne fra Magasins Modelsalon havde med på deres inspirationsture til Paris. Når de store modehuse, som Dior og Balmain, holdt modeshow, fik designerne nemlig lov at tegne alle kjolerne, så snart showet var slut og kunne derefter sy kopier til de danske damer i Modelsalonen.
Det var lidt vildt at sidde med de originale bøger i hånden...
Da jeg havde bladret og savlet og bladret og savlet, gik turen til La Glace for at få reguleret blodsukkeret og se deres fine modevinduer, som altid er stylet i samarbejde med en dansk designer – i år Cecilie Elisabeth Rudolph. Meget flotte og kreative vinduer, som jeg helt glemte at få et billede af, var muligvis lidt mere optaget af hvilken kage, jeg skulle vælge. Så vidt jeg ved, kan vinduerne ses noget tid endnu og om ikke andet, bør man altid tage forbi og spise kage, hvis man er i nærheden.
Kl. 15 havde jeg mit sidste stop, som var en rundvisning på Magasin du Nords Museum. Jeg har længe gerne ville kigge forbi og endelig havde jeg chancen. Museet er småt, men meget, meget smukt og gennemført og ganske gratis. Året ud kan man se deres lille kjoleudstilling med kjoler fra Modelsalonen, som er vanvittig flotte.
Museet ligger lige ved siden af Magasin, så der er ingen undskyldning for ikke at kigge forbi, når man nu alligevel skal derind. Åbningstiderne er dog begrænsede, så tjek lige hjemmesiden inden.