Min første kollektion med How to do Fashion
Så blev det endelig tid! Tid til at se alle de smukke dele som jeg, og ikke mindst Nanna fra How to do Fashion, har brugt så meget tid på. Vi har snakket, tænkt, ringet, mødtes, prøvet tøj, kigget på stof og perler og knapper og bælter og snakket igen og igen om hvordan det hele skulle være. Og så var det lige pludselig al sammen færdigt. Nanna har knoklet som en sindssyg og jeg er ovenud taknemmelig for at have fået lov at være en del af processen – og have fået lov til at designe min helt egen lille personlige kollektion. Det hele er så smukt og det hele er SÅ meget mig.
Torsdag morgen blev jeg derfor hentet af Nanna og sammen kørte vi til Frederiksberg i en tetris-pakket bil med strygebræt, smukt tøj, makeup, accessories, croissanter og andet livsnødvendigt, når dagen står på foto shoot.
Alle kreationer var pakket ned i smukke æsker med silkepapir og hver gang en ny blev åbnet fik jeg en lille smule åndenød. Åh!
Fotograf og illustrator Niels Ditlev som vi var så heldige at være på besøg hos. Bare at være i atelieret som bugner med billeder og kunst er en kæmpe oplevelse.
Det her sæt er så enkelt og elegant og bliver en af mine klare favoritter til sommer. Jakken er behagelig at have på, men dramatisk med de ekstravagante ærmer og skødet giver den flotteste timeglasfigur. Det bliver vist ikke meget mere parisisk chic end det her.
Altid en fornøjelse at være sammen med Nanna, som er så sød og dygtig. Og husker at instagramme alle de vigtige øjeblikke! Se alle hendes fine billeder fra dagen her. Jeg elsker hvor ubesværet cool hun er i hvid t-shirt, højtaljede bukser, røde negle og turban. Det er praktisk, men såååå elegant.
Kort bindeskjorte i broderie anglaise med vintageknapper og høj 50'er inspireret krave. Mangler bare sol, strand og en stor is.
Lidt pudder inden næste sæt som hurtigt blevt døbt Søs, da det er ren sommer, sol og søndag med kortærmet skjorte og nederdel i blå og hvide striber. Vældig yndigt og inspireret at et af mine yndlings vintagesæt.
Og apropos Far til fire – over alt i Niels' studie og atelier er der så smukt med nøje udvalgte kunstværker, bøger, møbler og tusindvis af spændende ting og sager.
Det første af de to aftensæt, vi har lavet – 60'er inspireret top og lægget nederdel i sølv. SÅ grafisk og cool.
Med vintageøreklips til, selvfølgelig.
OG OG OG! Glimmerkjolen fra himlen! (eller helvede, som Nanna siger, da stoffet og al det glimmerværk drillede en anelse...)Med smukke håndlavede knapper, små delikate ærmer og et stort skørt. Jeg kan faktisk næsten ikke holde ud hvor flot det sæt er. Hold nu op!
Alle billederne kommer selvfølgelig her, når de er klar og derudover kan mønstrene købes om ca. en måned. Mere info kommer!
English recap: My collab with How to do Fashion!