Jeg får mange sjove reaktioner, når jeg fortæller at jeg ikke ejer et par bukser. Nogle synes det er fint, andre helt utænkeligt, nogle undrer sig og så er der dem, som faktisk bliver lidt provokerede af min beslutning. Hvorfor det er så ekstremt for nogle, ved jeg ikke, men i hvert fald er jeg flere gange blevet mødt med diverse kjoleudfordrende scenarier, når jeg fortæller min historie: Hvad så hvis du skulle til Island på hvalsafari? Eller løbe triathlon? Eller på overlevelsestur i Canada? Eller? Eller? Eller? For det første – det skal jeg ikke. For det andet – så ville jeg nok tage nogle bukser på.

Jeg har jo ikke noget imod bukser. Jeg synes faktisk at det er ret fantastisk stykke beklædning, som rigtig mange er rigtig glade for – både mænd og kvinder. Beslutningen om ikke længere at gå i bukser, handler om så meget mere end at sige farvel til et særligt stykke tøj. Det er lige så meget en symbolsk handling, som minder mig om at gøre det der føles rigtig for mig og ikke hvad andre forventer. I årevis var det en kamp at finde de rigtige bukser. Jeg var ret overbevist om at det var min krop der var noget i vejen med – jeg passede bare ikke godt i dem og følte mig heller ikke godt tilpas. Men alle går jo i bukser, så det gjorde jeg også. Altså lige indtil jeg stødte på min første rigtige vintagekjole. Med den gik det op for mig at min krop ikke var sær eller forkert eller mærkelig – den passede bare meget bedre i noget andet tøj, end det jeg hidtil havde prøvet at klemme den ned i. Pludselig fik jeg øje på alt det gode ved min krop i stedet for at fokusere på det negative og slap mig selv fri. Endelig holdt jeg op med at jage det uopnåelige, endelig tog jeg udgangspunkt i mig selv, endelig slappede jeg af – og mit selvværd voksede markant. Derfor var beslutningen også ganske simpel og slet ikke svær at efterleve: tøj skal være et frit element, som ikke er bundet op på regler og forudbestemte kropsidealer. Tøj skal understrege den jeg er og få mig til at føle mig mere værd. Tøj skal være en sjov og levende oplevelse, som giver dagene mere magi og glamour.

Siden dengang (snart 10 år siden?) har jeg ikke tænkt så meget over det med altid at gå i vintagekjoler, bortset fra når andre skeptisk spørger ind til min beslutning. Men for tiden tænker jeg især meget over det. Al den magi og selvforståelse vintage har givet mig, prøver jeg nemlig at samle sammen i min bog og mens jeg skriver, lærer jeg også nyt. Jeg dykker ned i tidernes kropsidealer, snit, materialer og forsøger at videregive alt det de gamle kjoler gemmer på og det rush, det giver mig at få det helt rigtige på. Og sådan havde jeg det præcis, da jeg i torsdags var på endnu et fotoshoot med Carolina, for at tage billeder til min bog. Jeg havde lånt den mest vidunderlige 1970'er silkekjole fra Carmen Vintage, med metervis af stof som svævede om benene og sølvtråde som glitrede i de sidste solstråler. Den følelse af glamourøst overskud og feminin energi har jeg bare aldrig fundet i par bukser – er det mon svar nok?

English recap: Why I never wear pants...