Det er næppe gået nogen forbi at feminismen endnu en gang brager afsted derude – i den store verden, på nettet og lige her, hvor vi har vores hverdag. Og i dag, på Kvindernes Internationale Kampdag, er emnet selvfølgelig ekstra aktuelt. Der snakkes, debatteres og diskuteres, og der findes næsten ingen, som ikke har en holdning dagens feminisme. Jeg synes at det er fantastisk at der er så stor fokus på det lige nu, og føler mig faktisk ret heldig at leve i en tid, hvor kvinder (og mænd) endnu en gang kæmper bravt for en mere lige og retfærdig verden. Samtidig kan jeg også blive så ør af alle de holdninger og meninger, som vælter ud af de sociale medier, aviser, fjernsyn og radio, at jeg ikke ved, hvilket ben jeg skal stå på. Jeg kan på ingen måde bryste mig af at være feministisk frontløber, til gengæld forsøger jeg suge så meget viden til mig, jeg orker, og kæmpe de små kampe hver eneste dag – hverdagsfeminisme, kan vi kalde det. Det er de der små ting, jeg tror, de fleste kender. Her er et par eksempler: - Jeg overvejer hvordan jeg taler og agerer. F.eks. kan jeg ikke holde det negativt ladede begreb tøsedreng ud, da det giver ideen om at mænd som udviser feminine værdier, er svage. WTF? Det lyder muligvis som en lille ting, men gentager vi det længe nok, ender det med at blive en sandhed. Det ord må dø eller øjeblikkeligt tilegne sig en mere positiv klang.

- Jeg siger fra overfor mænd, som går over mine grænser, og kvinder som slår det hen som at være ligegyldigt. Det er aldrig ligegyldigt, hvis man føler at nogen er gået for langt. Aldrig.

- Jeg forsøger at leve lige præcis som jeg gerne vil, og ikke underlægge mig stereotype forestillinger om hvordan kvinder, mødre, veninder og koner bør være. Ingen kvinder er ens, derfor har vi naturligvis forskellig tilgang til f.eks. arbejde, forhold og børn. Det er da helt simpelt!

- Jeg omfavner mit køn, og dyrker det klassiske feminine udtryk, fordi jeg elsker det, og fordi det føles så rigtigt for mig. Ikke fordi nogen forventer det af mig. Samtidig forsøger jeg at vise at man sagtens kan dyrke klassiske feminine værdier, og samtidig tro på en moderne ligestilling. Jeg kræver min ret til at være feminin, farverig og forfængelig, og alligevel blive behandlet, accepteret og betalt på lige fod med en mand i jakkesæt.

- Jeg forsøger ikke at dømme nogen på forhånd på trods af køn, religion, udseende, etnicitet eller seksualitet. Og slår mig mentalt over nallerne, når det alligevel sker.

- Jeg støtter op om alle de kvinder jeg møder på min vej, og hjælper så godt jeg kan. Også hvis det betyder at give dem en passende opsang, når de f.eks. falder ned i de klassiske kvindefælder, og tror at de ikke er gode nok, ikke kan kræve mere i løn eller er tilbøjelige til at nøjes med en middelmådig barselsordning. Myten om at kvinde er kvinde værst, må bekæmpes med alle midler.

Det er så vigtigt at vi har nogle som går i spidsen, skaber ringe i vandet og inspirerer. Men det er lige så vigtigt at alle vi andre husker på at træde ud af de klassiske kønsrollemønstre, og hver eneste dag forsøger at gøre op med dem. Vi er nødt til at handle på det, vi tror på, ikke bare snakke – det er her det virkelig rykker. Husk på at hver gang du kæmper din egen feministiske sag, så kæmper du også vores andres.

Og er du i tvivl om hvad jeg mener, så bare gør som Pippi – glemme hvad andre tænker om dig, være ærlig, følsom og benhård, gøre det bedste du kan, være en god og retfærdig ven, se det bedste i alle og altid kæmpe for retten til at være fri – alt sammen i et fierce outfit, selvfølgelig. Hun er den ultimative hverdagsfeminist i mine øjne.

God kampdag i dag! Og hver dag.