Velkommen hjem!
Se nu hvad der kom ind af døren! Eller det vil sige, se nu hvad jeg var nede og hente i Vesterbro Teleshop den anden dag. Det er jo dejlig nemt at købe vintage på nettet, men det er til gengæld en smule sært at hente en lille del af den store modehistorie blandt selvlysende USB-stik og glitrende mobilcovers. En anelse modstridende i min optik. Men! I kassen var der ganske rigtigt et lille stykke modehistorie – en vaskeægte Lilli Ann frakke fra (tidlig) 1960'erne i blød cremefarvet uld og mohair, stor krave og de lækreste striber på indersiden. Hun er nu en ud af fire herhjemme, den blå, den gule og den dalmatinerplettede (billedet) – og mor her er meget glad! For første gang forsøgte jeg at få fragtet med Shop USA, hvilket gik rigtig fint. Jeg tror også det var noget billigere end hvis den var sendt direkte fra butikken og hjem til mig. Med Shop USA er der nemlig ikke noget importgebyr og man får at vide, hvad tolden koster, inden man køber. Det er meget rart, så er der ingen ubehagelige overraskelser.
Bonusinfo til nørderne: Lilli Ann så dagens lys i San Francisco i 1933. Mærket er skabt af Adolph Schuman, som opkaldte sit firma efter hans hustru, Lillian. Efter 2. verdenskrig flyttede familien til Paris og derfor er byen tilføjet på mærkerne fra denne periode. Schuman købte mange af materialerne af små tekstilfabrikanter i Frankrig og Italien, som var hårdt ramt efter krigen og reddede på den måde flere af dem fra at gå konkurs. Han blev senere honoreret med medaljer af begge lande. I Lilli Ann frakkerne (og en del andet vintagetøj) ses ofte også et ekstra mærke, i dette tilfælde "Davids" i nakken, som refererer til butikken, hvor tøjet er solgt.
English recap: My latest addition to my Lilli Ann collection (or obsession?) Isn't she pretty?