To sommerferieuger nedlagt og en enkelt er tilbage. Denne uge har vi brugt i København og selvom Pontus blev ramt af en god omgang skoldkopper midt på ugen, har jeg både nået at se veninder, gået lange ture, drukket kaffe og drinks og nydt solen under åben himmel med en masse andre vintageglade typer i Tivoli. Ikke så meget snak, lad os bare springe ud i det:
Ugens højdepunkt: Ingen tvivl om at ugen peak'ede i går i Tivoli, hvor der for første gang blev afholdt Vintage Garden Party på plænen. Vi var så heldige med vejret, endelig var der mulighed for at hive vintagesommertøjet ud af skabet og vise det frem i de helt rigtige omgivelser. Fantastisk hyggeligt og stemningsfyldt arrangement, jeg krydser fingre for en gentagelse næste år. Jeg var forøvrigt så heldig at følges med bl.a. smukke Kirsten som ikke bare har den bedste vintagegarderobe- og hattesamling (se hende lige!), også bager de bedste banan cupcakes – mine yndlings!
Ugens kaffepause: Som sagt spottede vi de første pletter på Pontus midt på ugen og i starten gik det helt fint – han fik lidt feber og var sløv, men ellers alt godt. Altså lige indtil at det begyndte at klø, så brød skoldkoppehelvede løs herhjemme og ingen af os fik meget søvn eller ro i nogle dage. Heldigvis er vi jo to om det og kunne hver især tage en pause ude en gang imellem, nyde solen og en stor kop kaffe. Og bananbrød fra Original Coffee for mit vedkommende (anbefales!)
Ugens tak: Som nogle sikkert allerede har spottet på Instagram har jeg åbnet en lille butik, hvor jeg sælger vintagesmykker og redesignede vintageøreringe. I den forbindelse vil jeg bare lige sige tak for den dejlige modtagelse og store begejstring, og jeg kan nu melde alt udsolgt af eget design på nær disse fine lilla vintageøreklips med kvaster. For håbentlig får jeg snart mulighed for at lave nogle flere, råb endelig op hvis I har særlige farveønsker!
Ugens taskeindhold: Jeg skulle finde en seddel i min taske, som gemte sig gevaldigt, hvilket endte med at jeg måtte vende den på hovedet og ud kom alt dette, som mere eller mindre er basisindholdet i min taske (og mit liv): Hello Kitty tyggegummi, læbestifter og Smarties. Har man brug for mere?
Ugens outfit: Jeg besluttede mig for at skabe et orientalsk 1930'er-inspireret look til den store vintagehavefest i Tivoli i går og dette blev resultatet: lang lyserød 1950'er-natkjole, hvid 1930'er-silkekimono, opsat hår med silkeblomster og vintagespænder og 1930'er art deco øreklips med kvaster. Og en stor sort vintageparasol til at skærme mod solen. Jeg kunne leve i det outfit altid.
Ugens bedste job: Det har været så hyggeligt at pakke øreringe ind i lyserødt silkepapir, binde sølvsløjfer om og sende afsted til alle dem som har købt. Tusind tak, jeg håber I bliver rigtig glade for dem – og husker at glimmer og kvaster ikke bare er til fest, men også sagtens kan bruges til hverdag!
English recap: This week!