Jeg tror egentlig ikke meget på nytårsfortsætter, men der er alligevel et jeg gerne vil slå et slag for – løftet om at forbruge mere bevidst og på den måde få en mere bæredygtig garderobe fyldt med gode fund og ægte tøjkærlighed.
I forlængelse af dette indlæg lovede jeg at komme med nogle konkrete bud på hvad man kan gøre, hvis man gerne vil ændre på sine tøjvaner og skabe en mere holdbar garderobe. Det mest bæredygtige man kan gøre, er selvfølgelig helt at holde op med at købe noget. Det har gjorde Mie f.eks. sidste år – et helt år uden shopping og det synes jeg er sejt, virkelig. Hele anti-shopping-eventyret kan du læse meget mere om på hendes blog.
Selvom jeg har stor respekt for Mies projekt, kender jeg også mig selv godt nok til at sige at det ikke er den vej jeg kommer til at gå: jeg elsker tøj og jeg elsker at skifte ud og tilføje nye og gamle ting til min garderobe en gang imellem. Jeg har simpelthen ikke lyst til at skulle undvære jagten og fornøjelsen ved at finde noget nyt et helt år. Hvor overfladisk det end må lyde, må jeg bare indrømme at tøj betyder alt for meget for mig til at lægge indkøbene ned. Måske har du mod på at gå ind i 2019 med løftet om ikke at købe noget som helst, men er det mere end du kan holde, er her en række tips til hvordan du gør dit forbrug og din garderobe lidt mere bæredygtig:
1 - Brug tøjet længere. Det der med tøjets levetid er ret essentielt, når vi snakker om bæredygtig mode – jo længere vi bruger tøjet, jo mindre har vi brug for og jo mindre tøjaffald skaber vi også. Og det gælder også når vi, af forskellige årsager, ikke vil bruge det længere. Tøj skal ikke bare smides ud, når vi er færdige med det, men gerne byttes, sælges eller gives videre til andre, som kan give det længere tid på bagen. Tøjets 2., 3. eller 17. ejer er også en del af tøjets samlede levetid.
2 - Køb brugt. Det siger sig selv – at købe brugt er en af de bedste måder at få en mere bæredygtig garderobe, da du er med til at forlænge tøjets levetid og ikke bidrager til det kæmpe overforbrug ved at købe mere nyt. Samtidig kan de brugte fund – lige meget om det er en vintage 30’er-kjole eller Miu Miu-stilletter fra sidste sæson – have den ekstra gevinst at du knytter dig følelsesmæssigt stærkere til disse køb end andre. Når du finder noget unikt eller gør et godt kup, passer du helt automatisk bedre på det, da den gode følelse af fundet bliver siddende i kroppen – det er noget særligt. Lidt ligesom hvis man arver noget fra en ven eller familiemedlem.
3 - Vask tøjet mindre. For mange er det en vane at vaske sit tøj ofte, men faktisk er det sjældent nødvendigt. Vaskene bruger både meget vand, skyller kemikalier ud i grundvandet og slider på tøjet, derfor er det en god ide tænke sig om, før man vasker. Start med at lade tøjet hænge frit i et rum, når du har haft det på – ofte forsvinder den smule lugt der måtte være over natten. Endnu bedre er det at lufte tøjet udenfor (selvfølgelig kun hvor der er tørt og ingen sol) og rigtig gerne i frostvejr. Har du ikke muligheden for at hænge tøjet ud, kan du lægge det i en lufttæt plasticpose og give det en nat i fryseren, det har samme effekt.
4 - Reparer tøjet. Pas godt på dit tøj og reparer det, når det går i stykker. Er det mere ødelagt end du selv kan klare, kan en god skrædder være den bedste investering.
5 - Køb tøj i god kvalitet. Køb noget holdbart, både når det gælder materialer, kvalitet og design. Det vil holde længere i din garderobe og vil også være lettere at sælge videre eller bytte til andet, hvis du en dag vil skille dig af med det igen.
6 - Kend dig selv og dine behov. Undgå for mange impulskøb ved at kende dig selv og dine behov. Ender kjolerne altid bagerst i skabet? Så lad være med at købe flere. Slider du en særlig type trøje op gang på gang? Køb flere af samme slags.
7 - Brug tid og energi på at finde det rigtige. Gør dig selv og din garderobe den tjeneste at bruge tiden på at finde det rigtige. Kig i butikkerne, undersøg nettet, lav din research og slå først til, når du er helt sikker på at det er det rigtige, du har fundet.
8 - Dyrk din stil. Find din egen stil og dyrk den istedet for altid skifte garderoben ud, hver gang der er en ny sæson i butikkerne. På den måde kan du opbygge din garderobe med fine fund og gode investeringer og beholde tøjet i mange år.
9 - Få et overblik over din garderobe. Har du det, du har brug for? Hvad har du for meget af? Hvad mangler du? Skriv det ned og forsøg at danne dig et overblik – så får du bedre styr på hvad dit næste køb skal være.
10 - Køb tøj du elsker. For mig er dette det vigtigste punkt – køb kun tøj som du virkelig elsker. Jeg ved godt at det er lettere sagt end gjort, men øvelse gør mester. Vær ærlig overfor dig selv og find ud af hvilke dele af din garderobe er yndlings og hvorfor. Hvilke farver kan du lide? Hvilken pasform? Hvilke materialer? Hvilke mærker? Når du køber tøj du elsker, bruger du det mere, beholder du det længere, er du mere tilbøjelig til at passe bedre på det og reparere det. Og når du er færdig med det er der en stor sandsynlighed for at du vil gøre en ekstra indsats for enten at sælge det, bytte det eller skaffe dig af med det på en god måde – det ender ikke bare i skraldespanden, for I har jo haft en helt særlig kærlighedsaffære.
Godt nytår!