Det er sådan cirka hundrede år siden at jeg har delt noget her på siden og for at være ærlig ved jeg ikke helt hvorfor. Jeg mistede lysten? Ja, til dels. Jeg havde for travlt? Uden tvivl. Jeg glemte det? Det gjorde jeg vist. Hele foråret 2018 har været så hektisk med arbejde, nyt kontor, messe og alt muligt og bloggen forsvandt i hverdagspraktik, malerruller, indkøbslister og momsregnskaber – og alt det sjove ind imellem. Men de sidste par uger har jeg savnet Storms Magasin og det lille frirum det er, at skrive og tage billeder og dele med jer. Så her er jeg altså igen for at vise jer den vintagekjole, jeg købte da jeg var i Paris i efteråret for at se den store Dior-udstilling.
Kjolen er fra 1950'erne med det mest fantastiske franske tegneserieprint af små parfumeflasker, sæber, makeup og alt andet godt. Jeg har en helt særlig forkærlighed for alt sjovt vintageprint og den her model er et af de bedste eksempler jeg har i min kjolesamling.
For at fremhæve den sorte streg i printet kombinerede jeg kjolen med sorte, blanke detaljer, som er en af mine andre besættelser. Jeg er jo ikke så vild med sort tøj, men sort lak i form af sko, solbriller og bælter er til gengæld en helt anden snak.
Et voilà! Et lille stykke Paris på Nørrebro og på snarligt gensyn.
ps. Den opmærksomme læser (kigger?) har muligvis allerede spottet den nye vintagebroche. Den betyder noget ganske særlig for mig, som jeg vender tilbage med inden længe.