Jeg har købt mig en ny gammel broche. Den lå og kiggede på mig i glasmontren hos Carmen Vintage og jeg var ikke et sekund i tvivl om at vi nok skulle blive gode venner. Som de fleste allerede ved, er jeg nemlig temmelig begejstret for rød læbestift. Både fordi det er mit yndlingsmakeup-produkt, som giver mit ansigt karakter og gør mine øjne mere blå, men også fordi den røde læbestift er et markant, magtfuldt og feministisk symbol for mig.
Drømmen om de perfekte røde læber har allerede mere end 5.000 år på bagen og opstod da Mesopotamiens kvinder fandt på at smøre knuste juveler på deres læber. Derefter har den røde læbestift haft mange forskellige udformninger (bl.a. knuste biller og giftig kviksølvsulfid, yikes!) indtil den i 1915 endelig kunne købes som vi kender den i dag – i metalhylster og med skruefunktion, hvilket gjorde den endnu mere populær end den var i forvejen.
Men historien om kvinders forhold til den røde læbestift handler ikke bare om at tage sig godt ud, den handler også om feminisme og patriotisme. Det hele startede i 1912, da kvinderne i New York demonstrerede for at få stemmeret. Under dagen forærede Elizabeth Arden de demonstrerende rød læbestift, som straks blev et ikonisk symbol på kvinders kamp for lige rettigheder.
Også under 2. verdenskrig blev den røde læbestift et markant statement, da man i England mente at den holdt den patriotiske moral højt hos både kvinder og mænd og blev derfor brugt flittigt. Og så var den en direkte finger til Hitler som afskyede makeup og især rød læbestift.
I 1950'erne og 60'erne fik den røde læbestift endnu et comeback med de store Hollywood-divaer som Marilyn Monroe og Elizabeth Taylor og endnu en gang i 80'erne da stærke kvindelige forbilleder som Madonna gjorde den røde læbestift til et af sine tydelige kendetegn.
I 00'erne opdagede Leonard Lauder, formand for Estee Lauders bestyrelse, at salget af læbestift har en klar sammenhæng med økonomiske op- og nedture. Kvinder skærer ned på mængden af tøj og sko, men køber derimod flere læbestifter. Ingen ved præcis hvorfor, men jeg gætter på at det er for mange andre kvinder, som det er for mig: fordi man får rigtig meget foræret med en rød læbestift – den kan simpelthen ændre hele ens udtryk og selvopfattelse for ganske få penge. Den røde læbestift giver nemlig selvtillid og mod i tider som kræver det, lige præcis som kvinderne før os oplevede det. Heldigvis er vi ikke besat af et andet land og stemmeretten har vi da også, men derfor er der stadig meget at arbejde for. Og ikke mindst mindes dem som har allerede kæmpet nogle af de hårde kampe.
Næsten alle andre magtfulde symboler har vi taget direkte fra mændenes verden, tænk bare på jakkesæt, de store armbåndsure, slips og det korte, skarpe hår, men læbestiften er vores og har altid været det. Brug den, den fortjener at blive hyldet.