Sidste weekend var vi som sagt på en kort tur til Paris og selvom tiden var knap og temperaturene høje (37 grader lørdag, puha), så nåede vi da lidt omkring og nød især godt af alt hvad der kunne puttes i munden. Jeg havde ikke planlagt den helt store vintagetur, men kom alligevel forbi et par butikker og har endelig fået lavet en lille vintage shopping guide til Paris, som du kan se lige her:
Og så til et par ekstra tips, som, for mig, var nogle af højdepunkterne på vores tur:
> Alle de smukke bygninger, farverige døre, æstetiske fortovsrestauranter og fantastiske facadeskilte. Paris er virkelig en indbydende og smuk by (helt sikkert ikke alle steder, men Marais hvor vi boede er helt fantastisk), og for en visuel nørd som mig er det halvdelen af fornøjelsen.
> Alle kagerne. Altså her kan Guldbageren i Danmark ikke rigtig være med, eller Lagkagehuset for den sags skyld. Men i Paris finder man de fineste små kager og farverige macarons på et hvert gadehjørne – jeg kunne stirre på dem i timevis og spise adskillige hver eneste dag.
> Ingen grund til at dresse ned i Paris. Ingen kiggede mærkeligt på mig, selvom jeg var i vintagekjole, store øreringe og rød læbestift – og det var ret fantastisk.
> Pastelfarvet vintage i lange baner. Jeg havde ikke før været i butikken Le Cygne Rose, men kom tilfældigt forbi og måtte selvfølgelig lige kigge ind. Desværre var min krop ikke et sted, hvor den kunne skrue sig ned i den lange, lyserøde 20'er-kjole, jeg forelskede mig i, så den fik lov at blive hængende.
> Is! Det er højsæson for is og de meget høje temperaturer gjorde kun lysten endnu større. Lige rundt om hjørnet fra vores hotel lå adskillige små isbutikker med masser af lækre smagsvarianter og det lækreste pynt – bl.a. denne ismacaron, som er verdens bedste koncept!
> Morgenmad hos Ob-La-Di. I Paris ser morgenmadsmenuen noget anderledes ud end i København. Her sværger de til baguettes, kaffe og croissanter og selvom det også kan være skønt, så er jeg altid på udkig efter en lidt mere solid (og gerne grøn) start på dagen. Derfor var jeg ret begejstret for den lille, bitte, Insta-venlige cafe Ob-la-di, som både serverede en god iskaffe, grapejuice og en virkelig god avocadomad. Toppede lige hele herligheden af med et stort stykke banankage bagefter, mon Dieu!