Hvis du vil inspireres af andet end chiagrød og havre-latte på Instagram, kan jeg varmt anbefale at følge vintagelegenden Butch Wax Vintage.
Instagram er et vidunderligt sted at finde inspiration og også en fantastisk kilde til at bruge alle sine hårdt tjente penge – på f.eks. vintage. Der er et hav af vintagebutikker og private sælgere fra hele verden, som hver dag frister med de mest utrolige fund. Jeg har selv købt et par kjoler via Instagram og følger troligt med, man ved jo aldrig hvad der dukker op.
En af de mest magiske og inspirerende profiler er uden tvivl Butch Wax Vintage, ejet af tidligere burlesquedanser og vintageekspert, Amanda Suter fra San Diego, som sælger vintage på Etsy og Instagram. Hun bor i det helt rigtige område (tæt på L.A. og Las Vegas), når de gælder eksklusiv vintage, store rober og ekstravagante kjoler – ikke så sært at hendes kundegruppe bl.a. tæller den verdenskendte burlesquedanserinde Dita von Teese. Udover Amandas eminente fund, er det også meget lærerigt at følge med i hendes feed og stories, hvor hun tit deler ud af sin enorme viden om designere og modehistorie.