Et hvert dameblad med respekt for sig selv har mindst en gang i sin levetid (og højst sandsynligt flere gange) erklæret at et af de bedste garderobetip er at investere i de tidløse klassikere: den hvide T-shirt, de perfekte jeans, den sorte blazer, pencilskirtet, den lyseblå skjorte og trenchcoaten for bare at nævne de mest gængse. Og jeg er for så vidt helt enig – det er en rigtig god ide at købe tøj, som vil holde længe i din garderobe, tøj du ikke bliver træt af. Det er både godt for dig, godt for privatøkonomien og godt for miljøet. Det giver mening. Men hvad nu hvis den sorte blazer eller de perfekte jeans ikke er din smag? Eller du slet ikke kan se dig i lyseblå skjorte eller den gode, gamle trenchcoat? Så lægger du selvfølgelig pengene i dine egne garderobeklassikere. En klassiker behøver nemlig ikke være særlig klassisk, bare den er favorit gang på gang og gerne i flere år. Det der tøj du bliver ved med at hive ud af skabet og bliver lige glad for at tage på hver eneste gang. Det der tøj du slider op til det ikke kan mere. Det er dine klassikere.
Det kan være en god ide at overveje og gøre dig klart hvilke der er dine klassikere – det gør det nemmere for dig at købe de rigtige ting og undgå for mange fejlkøb.
Personligt ejer jeg hverken den hvide T-shirt, de perfekte jeans, den sorte blazer, pencilskirtet, den lyseblå skjorte eller trenchcoaten (sidste er dog på min ønskeliste), men jeg har over årene fået meget godt styr på hvilke dele der er mine helt egne garderobeklassikere. Tøj som går igen og igen og som jeg altid har lyst til at tage på.
Her er 6 af mine garderobeklassikere:
Kjolen. Er nogen i tvivl? Kjolen er nærmest blevet mit varemærke og noget jeg går i hver eneste dag, hvis ikke det er en nederdel og en overdel. Jeg har rigtig mange (sikkert også lidt for mange), men kendetegnet for mine favoritkjoler er at de har det rigtige snit til min krop, materialet er naturligt og lækkert (uld, silke eller bomuld) og er farverige.
Striktrøjen. Striktrøjerne er for alvor sneget sig ind i min garderobe-top tre i løbet af de sidste år og nu har jeg en god stak, jeg bruger igen og igen. Og her har jeg lært at det virkelig kan svare sig at betale for den gode kvalitet for de holder langt bedre. Alle mine striktrøjer er i ren uld eller kashmir eller en blanding af begge og jeg elsker hver eneste en.
Den stribede bomuldstrøje. Og gerne den ikoniske 101’er fra Nørgaard på Strøget. Den er for for mig hvad den hvide T-shirt er for mange andre – enkel, klassisk, yderst behagelig og passer til alt.
Swingfrakken. Jeg købte min første swingfrakke for 11-12 år siden og jeg bruger den stadig hver eneste vinter. Siden da er der kommet flere til og de er alle vintage fra 1950-og 60’erne i tyk uld og mohair. Jeg elsker swingfrakkens snit som er enkelt, men markant og som passer til alt – også en gravid mave vel at mærke.
Sorte ballerinaer. De eneste flade sko jeg rigtig godt kan lide. Jo, jeg har også vinterstøvler og gummistøvler og andet praktisk, men kun af ren nød. Hvis vind og vejr og mine fødder tillod det ville jeg gå i høje hæle eller sorte ballerinaer året rundt.
Statementtasken. For mig tjener tasker både et praktisk formål og er samtidig prikken over i’et. I løbet af årene har jeg haft flere sorte og enkle (fordi man altid får tudet ørerne fulde af at det er det sikre valg som holder længe), men er altid blevet træt af dem. Som jeg er blevet ældre har jeg heldigvis fundet modet til at købe de farverige og sjove alternativer og jeg bliver lige lykkelig over dem hver eneste dag.
Kender du dine garderobeklassikere? Ellers håber jeg at indlægget her har givet inspiration til at finde dem.