Knap to måneder er fløjet afsted af vores første år i de nye 20’ere. Jeg har forsøgt (og forsøger stadig) at jonglere deltidsarbejde og deltidshjemmepasning for at få logistikken til at gå op og det har på mange måder smittet af på min hverdagsgarderobe. Kjolerne er på pause (bare rolig, de kommer igen!) og jeg har for det meste stæset frem og tilbage, banket i taskerne og klemt nogen i en flyverdragt iklædt bukser, blazer, silketørklæder og godt med varm strik.
En gang gik jeg altid i kjole, høje hæle og rød læbestift – og jeg elskede det. Det gør jeg stadigvæk, men de upraktiske elementer må jeg ofre i en periode, det er simpelthen for bøvlet med to små børn. Det er helt ok, faktisk mere end ok, jeg synes det er sjovt at blive tvunget til at tænke anderledes og udforske: Hvordan er jeg praktisk, men stadig mig? Hvordan sammensætter jeg et look, som er mit på den halve (eller kvarte) tid? Farverne holder jeg fast i. Og de sjove elementer. Og så lige et drys god kvalitet, glimmer, perler, lidt neglelak, læbestift og nogle lækre smykker, så går det fint. Jeg føler mig stadig som mig, bare i en ældre og mere hverdagsvenlig udgave med de to sødeste drenge under armen. En form for mom chic, tænker jeg.
Vinterperioden er den sværeste i forhold til tøjet, synes jeg. Det regner, det blæser, det er koldt, jeg er ikke fan. Og jeg har ikke varieret mit hverdagstøj synderligt. Når jeg kigger på mine billeder, kan jeg se at fire elementer især har fyldt de sidste par måneder, lad os tage et kig her:
Silketørklæder
Silketørklæder er så geniale, synes jeg. De er rare at have i halsen, når det er koldt og fine i håret og bundet på tasken. De kan ligesom det hele og lidt til og er rigtig gode kombineret med forskellige halskæder – på den måde kan man skabe en million forskellige kombinationer. Jeg har en skuffe fuld, men de sidste par måneder, har jeg stort set kun brugt de to her med prikker.
Det brune købte jeg brugt hos I Blame Lulu i slutningen af 2019 og har brugt det virkelig meget siden. Det passer til alt og giver en fin varme til alt de blå farver, jeg elsker. Det blå er vintage og et jeg har haft i hundrede år. Super klassisk og passer også til det hele.
Print! Jaaa print! Jeg savner print. 90% af min sommergarderobe er i print, men det er sværere om vinteren. På varmere dage (som der har været en del af), er det dog lykkedes alligevel. Nogle gange bare lidt prikker, andre gange the full bonanza med leopard, blomster, striber og prikker. Too much? Næppe.
Prikket bluse fra Carmen Vintage, prikket silkeblomst fra FN92 Vintage, jeans’ne er min mors gamle fra 70’erne, stribet trøje fra Nørgaard, blomstret silkekjole fra Lovechild, leobukser fra FN92 Vintage og glimmersko fra Chiara Ferragni.
Strik
Jeg elsker strik. Der er noget trygt og hjemligt i de bløde, varme trøjer som jeg altid har lyst til at have på. Den stribede er en gammel favorit fra I Blame Lulu (så god at jeg også har den i lyserød/brun) og den med perlerne er et af mine nyeste vintagefund fra PRAG – er den ikke fantastisk? Jeg får stadig et sug i maven, når jeg kigger i skuffen, hvor heldig har man lige lov at være? Jeg er vildt glad for den. Mit eneste krav til strik er at det skal være god kvalitet og kun i naturmaterialer, det synes jeg er det rareste at have på og de har derfor lang levetid i min garderobe.
Frakker
Det siger ligesom sig selv – vinter = frakker. Jeg er lykkelig for ikke længere at være teenager og nægte at have rigtig overtøj på i en lang, kold vinter. Kan I huske det? Dengang man insisterede på kun at have hættetrøjer, strik og armyjakker i uendelige lag? Det var altså ikke særlig varmt, men af en aller anden grund var overtøj noget af det mest kiksede, man kunne forestille sig. Nu er overtøj noget at det, jeg elsker mest og har helt sikkert flere frakker end jeg reelt har brug for. Halstørklæderne er også blevet luftet på daglig basis og en gang imellem har jeg været heldig at spotte solen igennem i grå skyer, hive solbrillerne op af tasken og læne mig tilbage for at nyde to minutters ahhhhhh sooooooool.
Begge frakker er vintage Lilli Ann købt i USA for en del år siden. Det blå halstørklæde er fra Becksöndergaard og det lyserøde fra Fillippa K (begge ældre modeller). 70’er-jeans’ne er endnu et par af min mors gamle og taskerne er Marni og Olympia le Tan. Glimmersko fra Miu Miu <3