About shoes

For et par dage siden fik jeg en sød mail fra Karin med et spørgsmål om sko. Jeg er bestemt ingen skoekspert, men forsøger at svare så godt som muligt. Har I gode tips til Karin, må I meget gerne skrive dem i kommentarfeltet! … Jeg er 42 år og har - siden jeg kan huske det - altid været fascineret af de flotte kjoler fra 40'erne og op til 60'erne. Jeg har tabt mig 34 kg og kan endelig være i dem og nu er jeg begyndt kun at gå i kjoler. Men hvilke sko skal jeg vælge i denne kolde og våde tid? Jeg synes det er svært, for de sko jeg har set på diverse gamle billeder, kan jeg ikke finde efterligninger af. Så jeg håber, du har tid og lyst til at guide mig lidt… 

 

Kære Karin

Tak for din mail og dit gode spørgsmål. Det der med sko, synes jeg også altid er en udfordring. Helt vildt svært faktisk. Ingen er vist i tvivl om at jeg holder meget (MEGET) af mine vintagekjoler og som den kærlige og overbeskyttende mor jeg er, finder jeg sjældent nogle sko, som jeg synes er gode nok til mine kjoler, haha! Det virker nok på mange som et ganske ligegyldigt og overanalyseret problem, men i mit univers fylder det faktisk en hel del.

swedishhasbeens_3_stormsmagasin

Jeg køber meget sjældent vintagesko, de er desværre næsten altid for små og derudover tror jeg det er bedst for foden at få lov forme skoen fra ny. Og altså ikke gå i sko, som allerede er formet af en anden fod. Derfor bliver det nye sko. Desværre findes der helt utrolig mange grimme sko derude. Hvad skal alle de mærkelige snører, nitter og neondetaljer gøre godt for? Og hvorfor er kvaliteten så dårlig? Bliver faktisk ret chokeret hver gang jeg vover mig ud på skomarkedet efter noget nyt. Det er derfor ikke noget jeg gør så tit, jeg synes det er meget sjovere at finde en ny vintagekjole. Men når jeg gør, så leder jeg gerne efter nogle rimelig enkle, men med fine detaljer.

Mine kjoler fylder meget visuelt – de er farverige og mønstrede og derfor er det vigtigt at skoene ikke "slås" med kjolerne. Det betyder ikke så meget for mig om det ligner sko fra 40erne eller 50erne, men mere at de visuelt og kvalitetsmæssigt lever op til kjolerne – og ikke overtager, men komplimenterer. F.eks. kan jeg rigtig godt lide Swedish Hasbeens. De er enkle, grafiske og findes i så mange fine farver. Kvaliteten er også god og de er meget behagelige at have på selvom de er høje. Edith & Ella laver også altid rigtig mange fine, feminine sko og de to par jeg har er nogle af mine absolutte favoritter. Havde jeg flere penge ville jeg elske at investere i nogle fra Sonia Rykiel eller Marc Jacobs.

IMG_02632

Men en ting er jo at finde sommersko. Noget helt andet er at finde sko til den danske kolde, våde vinter – det er ikke nemt. Hvis du gerne vil have nogle som ligner noget fra 40erne og 50erne vil jeg anbefale at kigge hos Miss L Fire og B.A.I.T, de laver begge fine reproduktioner. Jeg har aldrig haft nogle af deres sko, så jeg ved ikke hvordan kvaliteten er. Og ellers er mit bedste bud at finde nogle enkle støvler i god kvalitet, som ikke ser alt for moderne ud. Prøv at kigge hos nogle af de mere klassiske mærker. Jeg har selv købt disse korte støvler fra Ecco i år, de er meget behagelige, vandtætte og det perfekte miks af vintage og moderne. På mit arbejde har jeg højhælede sko stående, som jeg skifter til, så jeg ikke behøver at gå rundt i støvlerne hele dagen.

Håber du blev lidt klogere.

Kærlig hilsen Pia

 

 

English recap: Question and answer about shoes.