Mandage er ikke hvad de har været – de er meget bedre! Selv at bestemme over sin tid er så absolut noget af det allerbedste ved at være selvstændig, så er det lige pludselig ikke så hårdt at komme op om morgenen. Der var ellers virkelig dømt den værste slags mandag morgen, da vi blev vækket af Pontus kl. 6 og regnen væltede ned udenfor. Jan havde fødselsdag, så han fik lov at sove lidt længere, mens vi andre spiste morgenmad. Så vækkede vi den nu 39-årige, som fik gaver og Pontus blev afleveret i vuggestuen. Derefter fejrede vi fødselsdagen med morgenmad (nr. 2 for nogens vedkommende) hos Mad & Kaffe på Sønder Boulevard. Man sammensætter selv 3, 5 eller 7 retter fra morgenmadskortet og jeg valgte havregrød med æbler og karamelsovs, grape, røræg, kanelsnegl og en halv avocado med mandler. En friskpresset juice til det, tak!
Efter morgenmaden gik jeg hjem igen for at pakke min taske, så jeg kunne komme videre. Det var alligevel lidt koldt så jeg tog mit varme, lyserøde halstørklæde på over den røde frakke, som også blev pyntet med min nye læbestift. I kjolerummet lyste nogle af mine nyeste vintagekjoler fra Et Godt Fund i weekenden op i baggrunden.
Lige for tiden bruger jeg gerne mine dage på den gamle læsesal på Den Sorte Diamant, hvor jeg skriver på livet løs. Overalt er der smukke lysekroner og vinduer, grønne glaslamper og gamle læderindbundne bøger fra gulv til loft – de perfekte rammer, tænker jeg, når man skriver om historie, stil, sjæl og charme. Med i tasken havde jeg en Raw Bite, som var virkelig lækker (spicy lime FTW!), men tænk at noget så småt alligevel kan larme så meget at pakke ud på en stille læsesal. Schyyy!Kl. 17 vendte jeg cyklen hjemad igen for at holde de sidste timers fødselsdag. Vi købte pizzaer fra Forno a Legna på Frederiksberg, som bager de bedste italienske pizzaer. En med Karl Johan svampe og en med spinat og ricotta, virkelig godt. Og så var det tid til nattøj, godnathistorie for husets yngste og lidt afslapning på sofaen for de ældste. En dag (og et år) rigere, et par pizzaer mættere, lidt tættere en på endelig bog og en regnvejrsdag overstået. Tak mandag, vi ses igen om en uge!
English recap: Monday through my phone...