Mennesket er i virkeligheden skruet ganske enkelt sammen. Vi har brug for mad og hvile for at fungere. Her er maden intet problem, den får jeg masser af (og ja, kage er også mad). Hvile derimod halter det med. Lige som jeg syntes at det gik godt med baby og nattesøvn, så vendte det hele. Og sparsom nattesøvn, betyder sparsom blogning. Energien forsvnder og for at være helt ærlig, kan jeg heller ikke rigtig huske hvad jeg har lavet. Så det er fint at telefonen sidder fast med velcro og jeg i tågerne får dokumenteret, hvad min hjerne ikke tager ind. Lidt sker der jo alligevel – ingen breaking news, men når man bruger 90% af sin tid på at skifte ble, amme og køre tur med barnevognen, skal der ikke så meget til, før man føler at man har fået en på opleveren. For at tvinge min hjerne i yderligere omdrejninger, har jeg på skarpeste journalistvis stillet mig selv et par spørgsmål om den sidste tid. Hvad har du købt?
En smuk, smuk rød vintagefrakke og glamourøse øreklips. Og handsker og halskæder. Alt sammen fra Vintage Chic, som jeg må anbefale på det varmeste.
Er du blevet inspireret?
I den grad. Disse to fine farvekoordinerede damer i Irma rev benene væk under mig og jeg skyndte mig at smugfotografere dem. Havde desværre ikke overskuddet eller selvtilliden til at spørge om lov og få et ordentlig billede. Undskyld, søde seje damer.Hvor har du været?
Op og ned af Frederiksberg Allé, Frederiksberg Have og søerne. Primært. Kører jo rundt med en mindre tank, så vælger gerne ture, hvor der er god plads og brede fortove. Alt er så fint lige nu, elsker virkelig efteråret.
Hvad har du spist?
Meget. Og godt. Fik bl.a. en god klassisker til barnedåb bestående af (vegetar)pølser, brød og diverse dyppelse. Et par hindbærsnitter er der også røget indenbords, det må jeg indrømme. (nej, jeg er hverken bange for sukker, gluten, kalorier eller hvede, går til gengæld meget op i at dyr er fine og levende væsener og naturligvis skal behandles derefter).
Har du været bange?
Nej. Men blev en anelse intimideret af disse to store hejrer, som lignede noget taget ud af en film og for øvrigt var iskolde overfor mig og tank'en som bumlede forbi et øjeblik efter.
Har du været glad?
Er du blevet overrasket?
Ja! Havde fødselsdag sidste lørdag og fik både smukke blomster og mange fine fødselsdagskort ind af døren. Bliver så glad og beæret, når folk tager sig tid til den slags. Min veninde, Ida, havde gjort sig ekstra umage og havde tegnet (!) verdens bedste og sjoveste tegning, som jeg blev så glad for. (Skal lige siges at Ida er meget sej og meget smuk og på ingen måde ligner en tysk gnom med overbid og dårlig hud).
Tak for minderne, iPhone, når jeg nu ingen hjerne har.