Da jeg begyndte at blogge, lavede jeg en aftale med mig selv – jeg ville aldrig undskylde for ikke at have blogget. For det første synes jeg det virker en anelse selvoptaget at tro at der sidder folk på den anden side af skærmen og bare veeeenter på at mit næste indlæg ser dagens lys. For det andet gør jeg det, fordi jeg synes det er sjovt. Dårlig samvittighed over alt muligt har jeg rigelig af i forvejen, men min blog skal være mit kreative frirum og her er der ikke plads til undskyldninger og dårlig samvittighed.
Når det så er sagt, har der været stille her på siden. Og det er der jo en ganske god grund til – vi er som sagt blevet bevilget det dejligste lille menneske og det går der altså en rum tid med. Både fordi der er meget praktisk arbejde i den forbindelse, men også fordi jeg nyder at bruge tiden sammen med ham. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg ville synes at det var så sjovt at hænge ud med en baby dag efter dag, men hold nu kæft hvor er han sød. Og lige præcis dette tillægsord har sin storhedstid herhjemme. Ej han er sgu sød. Hold nu op hvor er han sød! Synes du ikke bare han er sød? Jo, han er altså helt vildt sød. Se nu, hvor er han sød! Jeg synes han er så sød. Han er virkelig sød, hva? Det er ligesom om han er endnu sødere i dag! Jeg kan næsten ikke holde ud at han er så sød. arrrggghhh. Ja det er en anelse kvalmende, ikke desto mindre helt ægte. Vi er begge to total skudt i forældrerollen og det kommer nok en anelse bag på os. Men altså, han er virkelig ekstrem sød.
English recap: This chubby piece of wonderful cuteness is the reason why the blog is a little quiet these days...