En kold vinterdag for fem år siden, flyttede verdens sødeste gråstribede kat ind hos mig. Jeg havde ellers besluttet mig for, at så længe jeg boede i en etværelses lejlighed på kun 45 m2, skulle jeg ikke have nogle dyr. Men hvad gør man, når to store grønne øjne dukker op i ens facebook feed og beder om et nyt hjem? Man skynder sig selvfølgelig at sige ja tak og straks efter nytår hentede jeg ham. Han hed Eddie, var en blanding af perser og british shorthair, manglede den ene hjørtetand, havde den smukkeste pels og var ikke det mindste interesseret i at komme med mig hjem. Men ind i boksen kom han og med til Østerbro. Efter et par dage og en masse godbidder, blev vi rigtig fine venner.
Eddie kom midt i den tungeste periode i mit liv. Jeg havde kæmpet med depression flere måneder, der lå som en mørk sky over mig hele tiden. Jeg var mest hjemme og Eddie var det bedste selskab, man kunne ønske sig – fuld af energi, som fik mig op om morgenen, blød og kærlig, som varmede på ekstra hårde dage og stillede ingen spørgsmål, han var bare. I løbet af den vinter gravede jeg mig ud af mørket og da sommeren kom, bestod jeg min sidste eksamen og mødte manden i mit liv. Vi købte en ny og større lejlighed, hvor Eddie for alvor kunne boltre sig. Og det gjorde han – spurtede rundt, kradsede i møblerne, spiste vores potteplanter, sov i sengen med os, forskrækkede duer i vinduet, kælede i sofaen og var altid fast publikum under madlavningen. Ligesom alle andre raske katte.
For et par dage siden blev Eddie pludselig træt. Han var sløv, uoplagt, ville ingenting. Jeg ringede til dyrlægen, som undersøgte ham og sagde at hjertelyden var unormal. Vi skulle komme tilbage næste dag til en scanning, men Eddie blev så dårlig i løbet af natten at han blev akut indlagt næste formiddag. Efter et par timer ringede dyrlægen. Han testede positiv på katte AIDS og en lungeinfektion havde sat sygdommen i udbrud. Hele hans krop lukkede ned og det var tid til at sige farvel.
I går gik jeg endnu en gang hjemad med boksen i hånden, men denne gang uden den lille pelsklump. Hele lejligheden emmer stadig af ham, her er kattemad, legetøj, kattehår og vandskåle over det hele og stilheden er øredøvende. Og nu tuder jeg igen. Hold kæft, hvor jeg elskede den kat.
Sov sødt, allerfineste Eddie.