I mandags var det to år siden, jeg gik fra frøken til frue. Jeg har stadig ikke rigtig vænnet mig til titlen, men det er jo også bare formaliteter. Vi blev ikke gift for at blive hr. og fru, men for at fejre at vi endelig havde fundet hinanden og for at holde en stor fest for alle de mennesker, vi holder af. Men det her skal ikke handle om brylluppet, derimod optakten.
Hele frieriet kom fuldstændig bag på mig. Jan er ikke en særlig traditionel mand og selvom vi havde snakket lidt om det der med at blive gift, troede jeg aldrig at han ville gøre noget ved det. Jeg var faktisk begyndt at overveje hvordan jeg skulle fri til ham, men nåede det ikke. På min 28 års fødselsdag blev jeg overrasket med en guldæske med rødt satinbånd omkring. Der i lå ikke en ring, men derimod den smukkeste 1950'er tylkjole med perler og palietter – og med den, spørgsmålet om at blive hans. Ringen kom først senere, men kjolen – den vidste han at jeg ikke ville sige nej til. Hvordan skulle jeg dog kunne det? Især ikke når den kom med fuldskægget tilbehør i form af verdens fineste mand.