Jeg vidste det jo egentlig godt – man skal aldrig gå ind i en dyrehandel, hvis man ikke skal have noget konkret. Ligesom man heller ikke skal sidde og surfe rundt på diverse sider, hvor ekstremt søde killinger og hundehvalpe søger nye hjem. I hvert fald ikke hvis man har et smeltende hjerte som mit. Men det skete så alligevel i fredags: jeg gik ind i en dyrehandel (min veninde skulle købe hundemad) og jeg kiggede lidt rundt. Bagerst i lokalet sad selvfølgelig en lille ensom undulat. Sad helt stille på sin pind, havde intet selskab, intet legetøj, ingenting – og det skar i hjertet. Som lille havde jeg en del undulater gennem årene. Det startede med en lille grøn sag, som jeg blev overrasket med på min fødselsdag. Derefter fulgte flere forskellige: hanner og hunner, grønne, gule, blå og søde og larmende og frække og hårdtbidende og meget kælne. Alle sammen virkelig skønne og siden da har jeg altid haft et blødt punkt for de små farverige fugle.
Men tilbage til den lille dame i dyrehandlen, for hun kunne ikke komme ud af mit hovede igen. Derfor vendte jeg tilbage til butikken næste morgen og havde taget Jan og Pontus med som forstækning. Pontus sov, Jan sagde OK og vi skyndte os hjem igen – nu en fugl rigere.
De første par timer var hun ganske stille. Jeg lokkede med frisk salat, gulerødder og god musik. Senere på dagen livede hun lidt op og vi fandt hurtigt ud af at vi faktisk havde en del til fælles: begge rolige og lidt generte typer, sætter begge pris et klassisk smukt blåt/hvidt/sort outfit og begge glade for Judy Garland. Vi skal nok blive rigtig fine venner.
Sig hej til Birdie!
English recap: Meet Birdie the budgie – our latest family member!