Halleluja, sikke en sommerdag! I skrivende stund vælter det ned udenfor mit vindue, og det har det faktisk gjort de sidste 5-6 timer. I streg. Ikke en eneste lysplet i kaskaderne af sommerregn. Himlen er tæt af grå skyer og gaderne tæt af sortklædte regnjakker. Men her indenfor på mit lille kontor er der heldigvis tørt – og farverigt ikke mindst. Helt ud på spidserne af mine fingre er alt lyst, sommerligt og farvespækket. Det er ellers et godt stykke siden at jeg har penslet neglene, de har lige haft brug for en pause til at trække vejret. Og jeg har heller ikke gidet al det postyr med at sidde stille, mens de tørrer, det er jeg ikke så god til. Men da så jeg Emilys fine, fine farvekombination, fik lyst til at give mine samme makeover – bare med et lille bitte twist. Sammensætningen af den klassiske røde, den sarte lavendelfarvede og den metalliske sølv fungerer overraskende godt sammen, og som prikken over i'et malede jeg et par enkelte negle i lyserød også. Lyserød kan man vel aldrig få for meget af.
Den røde fra Maybelline hedder Power Red og den lyserøde fra Dior hedder Pink 599. Dem havde jeg begge liggende i skuffen, men købte en sølv (nr. 480) og lavendel (nr. 510) fra Depend i Matas. Jeg elsker at man efterhånden kan få så mange små størrelser og et hav af forskellige farver. På den måde kan man lige prøve dem af, uden at bruge en masse penge – det er da ret smart.
Jeg håber snart sommeren vender tilbage igen. De her hænder ville gøre sig perfekt i solen med en stor is.
English recap: Inspired by Emily to put some color on my nails