Jeg har nu haft fornøjelsen af at have titlen som mor på mit menneskelige CV i lidt over et år. Det er ikke det som fylder mest her på bloggen, men lidt sniger der sig alligevel ind en gang imellem, for det er svært helt at komme helt udenom. Selvom jeg i bund og grund føler mig som den samme som før Pontus overhovedet var en overvejelse, så er jeg i den grad blevet rystet i min grundvold og mit hjerte rummer en kærlighed, en tristhed, en melankoli og en lykke, jeg umuligt kan beskrive.
Jeg havde ikke mange forventninger til at blive mor, havde egentlig aldrig rigtig drømt om det. Men så kom der en dag, hvor jeg kunne mærke at jeg nok med tiden ville ærgre mig mere over ikke at have fået et barn end at have fået et. Jan var enig, så det fik vi. Og jeg har siden da været blæst bagover af de følelser som fulgte i kølvandet.
En ting var jeg overbevist om – det ville blive hårdt at få et barn. Men det hårdeste har vist sig på en helt anden måde, end jeg havde regnet med. Jeg frygtede de søvnløse nætter (som er hårde), at håndtere en skrigende baby (som er hårdt) og alt det praktiske arbejde (som er hårdt), men ikke slet ikke så slemt som frygtet. Jeg overlever, det er fint nok. Det som er det hårdeste, er den snigende ensomhed, jeg har følt i løbet af det sidste år.
Det er klart at man som ny mor ikke kan gøre helt de samme ting som før. Det havde jeg heller ikke forventet, det forstår jeg og det accepterer jeg. Men at flere af mine veninder stille og roligt ville glide væk, havde jeg ikke regnet med. Jeg forstår dem egentlig godt og klandrer dem ikke. Jeg ved de har travlt og de regner med at det har jeg også, hvilket de har ret i. Men jeg tror på ingen måde at de ved, hvor meget jeg har manglet deres nærvær. Da min bedste veninde for nogle år siden selv blev mor, var jeg heller ikke rigtig til stede. Kom forbi med en gave og snakkede lidt, men alt var anderledes og sært og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til det. Så jeg lod være og sagde lige som alle siger: Nu må du endelig til hvis jeg kan hjælpe dig med noget! Så har man ligesom sit på det tørre.
Det man muligvis ikke ved, før man selv har stået i den absurde situation at få et barn, er at man kan slet ikke finde ud af at sige til. Eller fra. Eller sende en mail eller skrive en sms. Eller hvor gammel man er for den sags skyld (jeg er skræmmende tit i tvivl). Man har bare brug for kærlighed, omsorg og en ordentlig Snickers. Gerne i selskab med gode veninder, som ikke er sovset ind i det nye familieliv. Og uden at man har bedt om det. Hvornår er vi egentlig blevet så uafhængige og selvstændige at vi skal sige til, når vi har brug for hjælp, når det er så tydeligt at det har vi? Men man vil jo nødigt trænge sig på.
Jeg skal helt sikkert blive bedre til at sige til, når jeg har brug for hjælp, jeg er bestemt ikke god til det. Men især håber jeg at blive bedre til at hjælpe og være til stede, når mine veninder har brug for det. Uden at de har bedt om det. Næste gang en veninde får et barn, håber jeg at jeg kan give hende, hvad jeg har savnet og stadig til dels savner. Holde hende i hånden og spørge hvordan hun har det, sådan rigtig har det og lade hende tude lidt. Huske at invitere hende med til fester, selvom hun sikkert ikke kan komme. Spørge til hendes barn. Fortælle hende at hun er smuk og en dejlig mor. Være fleksibel og kigge forbi en gang i mellem, selvom jeg ikke er inviteret. Minde hende om at det hele nok skal gå og aflevere en kæmpe pose godt og blandet fra Føtex. Og love hende at jeg er der. Også selvom hun ikke siger til.
Billedet er taget nøjagtigt for et år siden, da vi holdt sommerferie hos min mor. I morgen tager vi turen igen og glæder os landlig idyl, jordbær og hjemmebagte kager.