Jeg holder tiltrængt påskeferie, og det betyder lange gåture (helst når solen er fremme), kaffe og kanelsnurrer, venner, familie og en blog i dvaletilstand. Jeg er ikke god til at svare på kommentarer, mails og beskeder, men har virkelig brug for endnu en gang at trække stikket, og bare være hvor jeg er. Der foregår så mange ting i mit hovede lige nu, og selvom det kribler i mig for at finde på nye ideer og spændende projekter, så har jeg aftalt med mig selv at jeg skal give det hele en pause og finde roen i maven igen, inden jeg kaster mig over noget nyt. Derfor holder jeg endnu en uges ferie med min familie, og forsøger hverken at stresse eller drømme for meget om fremtiden, men bare nyde det spirende forår og tiden lige nu. Onsdag skal jeg dog filme med DR, men ellers er der dømt absolut afslapning og intet arbejde!
Jeg håber I har haft en dejlig påske, slappet af og ladt op – vi ses på den anden side!
Vær en hverdagsfeminist!
Det er næppe gået nogen forbi at feminismen endnu en gang brager afsted derude – i den store verden, på nettet og lige her, hvor vi har vores hverdag. Og i dag, på Kvindernes Internationale Kampdag, er emnet selvfølgelig ekstra aktuelt. Der snakkes, debatteres og diskuteres, og der findes næsten ingen, som ikke har en holdning dagens feminisme. Jeg synes at det er fantastisk at der er så stor fokus på det lige nu, og føler mig faktisk ret heldig at leve i en tid, hvor kvinder (og mænd) endnu en gang kæmper bravt for en mere lige og retfærdig verden. Samtidig kan jeg også blive så ør af alle de holdninger og meninger, som vælter ud af de sociale medier, aviser, fjernsyn og radio, at jeg ikke ved, hvilket ben jeg skal stå på. Jeg kan på ingen måde bryste mig af at være feministisk frontløber, til gengæld forsøger jeg suge så meget viden til mig, jeg orker, og kæmpe de små kampe hver eneste dag – hverdagsfeminisme, kan vi kalde det. Det er de der små ting, jeg tror, de fleste kender. Her er et par eksempler:
- Jeg overvejer hvordan jeg taler og agerer. F.eks. kan jeg ikke holde det negativt ladede begreb tøsedreng ud, da det giver ideen om at mænd som udviser feminine værdier, er svage. WTF? Det lyder muligvis som en lille ting, men gentager vi det længe nok, ender det med at blive en sandhed. Det ord må dø eller øjeblikkeligt tilegne sig en mere positiv klang.
- Jeg siger fra overfor mænd, som går over mine grænser, og kvinder som slår det hen som at være ligegyldigt. Det er aldrig ligegyldigt, hvis man føler at nogen er gået for langt. Aldrig.
- Jeg forsøger at leve lige præcis som jeg gerne vil, og ikke underlægge mig stereotype forestillinger om hvordan kvinder, mødre, veninder og koner bør være. Ingen kvinder er ens, derfor har vi naturligvis forskellig tilgang til f.eks. arbejde, forhold og børn. Det er da helt simpelt!
- Jeg omfavner mit køn, og dyrker det klassiske feminine udtryk, fordi jeg elsker det, og fordi det føles så rigtigt for mig. Ikke fordi nogen forventer det af mig. Samtidig forsøger jeg at vise at man sagtens kan dyrke klassiske feminine værdier, og samtidig tro på en moderne ligestilling. Jeg kræver min ret til at være feminin, farverig og forfængelig, og alligevel blive behandlet, accepteret og betalt på lige fod med en mand i jakkesæt.
- Jeg forsøger ikke at dømme nogen på forhånd på trods af køn, religion, udseende, etnicitet eller seksualitet. Og slår mig mentalt over nallerne, når det alligevel sker.
- Jeg støtter op om alle de kvinder jeg møder på min vej, og hjælper så godt jeg kan. Også hvis det betyder at give dem en passende opsang, når de f.eks. falder ned i de klassiske kvindefælder, og tror at de ikke er gode nok, ikke kan kræve mere i løn eller er tilbøjelige til at nøjes med en middelmådig barselsordning. Myten om at kvinde er kvinde værst, må bekæmpes med alle midler.
Det er så vigtigt at vi har nogle som går i spidsen, skaber ringe i vandet og inspirerer. Men det er lige så vigtigt at alle vi andre husker på at træde ud af de klassiske kønsrollemønstre, og hver eneste dag forsøger at gøre op med dem. Vi er nødt til at handle på det, vi tror på, ikke bare snakke – det er her det virkelig rykker. Husk på at hver gang du kæmper din egen feministiske sag, så kæmper du også vores andres.
Og er du i tvivl om hvad jeg mener, så bare gør som Pippi – glemme hvad andre tænker om dig, være ærlig, følsom og benhård, gøre det bedste du kan, være en god og retfærdig ven, se det bedste i alle og altid kæmpe for retten til at være fri – alt sammen i et fierce outfit, selvfølgelig. Hun er den ultimative hverdagsfeminist i mine øjne.
God kampdag i dag! Og hver dag.
Stilhed før stormen
Det har været en stille uge, både her og hjemme. Jan har været væk hele ugen, så hver dag efter Pontus var afleveret i vuggestuen, har jeg arbejdet i stilhed foran computeren for at få styr på en masse sidste detaljer. Jeg kan virkelig mærke at et års intens arbejde, tanker, drømme og bekymringer er ved at nå vejs ende, og lige om lidt kulminerer det hele – min bog udkommer, og jeg skal afholde København Vintage for anden gang. Vi har fået trykt postkort og små plakater til messen som bare venter på at blive delt ud, og min bog er gemmer sig flere steder i lejligheden, så jeg stille og roligt kan forberede mig på at slippe den løs. En lille smule forår er også rykket ind i små vintagevaser, og mit hår har fået lidt tiltrængt kærlighed hos frisøren, og jeg er vel næsten parat til at det hele går løs lige om lidt. Der er i hvert fald ikke meget andet at gøre, messen er kun tre uger væk i dag, og bogen udkommer om 11 dage.
Det er nok altid en lidt bitter/sød fornemmelse, når man afslutter store projekter. Jeg glæder mig til at alt bliver virkelighed, men jeg glæder mig også til at det er overstået. Og samtidig frygter jeg det hele. Bliver alt som jeg gerne vil have det? Sikkert ikke. Var det alt arbejdet værd? Det håber jeg virkelig. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal bruge tiden på bagefter, jeg har bare knoklet løs med disse to store opgaver i månedsvis, og snart skal jeg igen til at definere en ny fremtid. Måske lidt ferie ville være et godt sted at starte.
Ses vi d. 26. I VEGA? Jeg håber sådan at I kommer!
Hej 2017, hvad nu?
Gooooodt nytår! Og glædelig jul selvfølgelig, selvom det allerede føles som meget lang tid siden alt sammen. Jeg håber virkelig at I har haft nogle dejlige dage og alt blev (bare sådan nogenlunde) som I gerne ville have det. Jeg håber også at I har slappet af og har fyldt depoterne til kvalmegrænsen med julemusik, marcipangrise, familiehygge og nytårshatte for endnu en gang lægger det nye år hårdt ud med januar som er lang og kold og mørk og lokker med alt sit udsalg, som jeg slet ikke har råd til. Argh denne hæslige måned, hvad stiller man op med den? (Ok, lige nu skinner solen, det er meget rart). Jeg trak som sagt stikket fra bloggen og alle sociale medier, prøvede at glemme alt om den usikre fremtid og holde rigtig fri – og bare nyde det hele. Det gik egentlig meget godt. Julen var skøn (for det meste), jeg nåede (næsten) at se alle de mennesker, jeg havde savnet de sidste par måneder, fik læst en rigtig bog (!), sov godt om natten og slappede bare af. Alt var ren Disneyidyl. Altså lige indtil endnu en forkølelse sneg sig ind på mig og ramte lige i smasken nytårsdag. Kan. Ikke. Mere. Sygdom. Og gider heller ikke snakke om det, for det er så kedeligt. Nej, vi skal snakke om noget andet.
Det er et nyt år og selvom det ikke rigtig betyder noget (vi er jo stadig præcis de samme med eller uden urealistiske nytårsfortsætter), så føles det virkelig som et NYT år for mig. På mandag skal jeg sådan helt endelig aflevere min bog og det går op for mig at det er slut. Jeg skal finde på noget andet at få tiden til at gå med. Og noget andet at tjene mine penge på. Nogle ville måske mene at det kunne jeg da godt have regnet ud noget før, for vi vidste jo alle sammen at det ikke kunne blive ved for evigt. Men alligevel kommer det lidt som en overraskelse for mig. Måske fordi jeg har været så opslugt af bogen at jeg har haft svært ved at rumme andet. Vintagemessen trænger til noget opmærksomhed og det skal den nok få, men jeg har brug for mere at fylde i kalenderen. Som altid søger jeg freelanceopgaver (måske et lille bitte deltidsjob?) som art director og grafisk designer – råb op hvis du har brug for mig, så kommer jeg! Men jeg ville også gerne have endnu et vintageprojekt at gå i gang med. Endnu en bog? Et magasin? Et tv-program? Hvad synes I? Jeg kunne rigtig godt bruge nogle gode ideer – og gode kontakter ikke mindst, min januarhjerne er ikke helt varm endnu.
Hvad skal jeg fylde i 2017?
English recap: Happy New Year! My vintage book is almost done and I'm wondering what to do next – any ideas?
Glædelig jul. Vi ses i 2017.
Juletræet er pyntet, gaverne er købt, vi er sådan set klar. Så klar som man nu kan være med en sæk lopper om benene og lidt for mange ting i hovedet. Det er fint nok, det skal nok blive nogle gode juledage, selvom vi sikkert har glemt noget og måske ikke når alt det vi gerne ville. Allerhelst vil jeg bare gerne trække stikket og slappe lidt af og netop det bliver min julegave til mig selv i år (udover de der Askepotsko, selvfølgelig) – ro. December har desværre ikke været så god ved mig, som jeg havde drømt om og jeg trænger til en pause nu. Al for meget sygdom, al for meget arbejde, al for meget ondt i maven over fremtiden og alle de andre ting, jeg ikke kan styre. Jeg trænger til at læse bøger og være sammen med min familie og venner. Jeg trænger til at gå lange ture og spise god mad. Jeg trænger til at være sådan rigtig til stede og ikke tænke på alt muligt andet hele tiden. Arbejdet slipper jeg ikke helt, min bog skal sendes til tryk 9. januar og den bliver jeg nødt til at gøre færdig. Og det er fint, jeg glæder mig egentlig til at fordybe mig i de sidste detaljer og nusse det hele på plads, så jeg med ro i maven kan slippe den. Det har den fortjent. Men bloggen, Facebook og Instagram lægger jeg på hylden for en stund, i hvert fald indtil vi er inde i det nye år. Og det er helt ærligt med en lille knude i maven at jeg beslutter mig for at lukke ned for alle sociale medier i aften, for de er så stor en del af mit liv og min hverdag. Det er ikke engang 14 dage og alligevel føles det så mærkeligt og jeg er helt sikkert en af de der freaks som lider af FOMO og er mere end angst for at misse noget. Lige præcis derfor er det vigtigt, for jeg orker ikke at være sådan en. Så nu detox'er jeg for første gang og håber at det kan hjælpe mig med at få ro på tankerne og give noget fornyet energi til 2017.
2016 har virkelig været et fantastisk år, men jeg har på fornemmelsen at 2017 bliver endnu bedre – jeg skal bare lige have ladet batterierne op. Tak for i år, jeg håber I bliver hængende <3
Engelish recap: Merry Christmas. I'm having a break from the internet, but will be back in 2017!
Om at skrive en bog – og et ydmyg tak
Billeder af Carolina Segre
Jeg er egentlig ikke sådan en, som altid har gået rundt med en forfatter i maven. Og jeg har aldrig overvejet at det med at skrive, var noget jeg kunne. Danskstilene i gymnasiet var da meget sjove, men jeg har jo aldrig skrevet et speciale eller en større afhandling. Det visuelle har altid været min ting – både professionelt og derhjemme.
Men nu skriver jeg altså en bog. Det forstår jeg ikke noget af. Sådan en rigtig bog altså! Med mange sider og mange ord (rigtig mange ord) og et stort forlag i ryggen. Jeg forstår heller ikke at den snart er skrevet færdig. I månedsvis har jeg følt at det aldrig nogensinde ville slutte, men lige pludselig er jeg der næsten og på torsdag d. 1. decemeber skal jeg aflevere al teksten. Så skal min redaktør læse det hele igennem endnu en gang og så ryger den tilbage til mig med (forhåbentlig) de allersidste rettelser. Og så er der korrekturlæsning selvfølgelig, men det er der nogle andre, som tager sig af.
Al det skriveri har i den grad været en rutsjebanetur af følelser og processen minder mig på mange måder om min graviditet: det ene øjeblik ren panik, det andet øjeblik en ubeskrivelig glæde over at være så heldig at få lov. Inklusiv alle spørgsmålene – er jeg mon god nok? Kan jeg virkelig? Hvad sker der bagefter? Forleden nat drømte jeg endda at jeg var højgravid og endelig skulle føde, men veerne blev ved med at forsvinde. Barnet ville ikke forlade min krop og jeg vågnede med et chok i det mest desperate øjeblik i drømmen. Men barnet kommer, det gør det og der er ikke længe til nu. Efter korrekturlæsningen en gang i løbet af december får jeg al teksten tilbage og skal sætte den ind i det layout, jeg har lavet sideløbende. Jeg designer nemlig også bogen og det er virkelig det bedste – jeg både skriver, designer, udtænker og styler billeder og er model – og det er så fedt at være en del af hele processen. Det er virkelig min bog.
Og så en ganske ydmyg tak til sidst. Hvis I ikke læste med og viste interesse for mine skriblerier, var bogen aldrig blevet til noget, det er jeg meget bevidst om. Derfor er den er først og fremmest til alle jer og jeg glæder mig så meget til at høre hvad I synes. Jeg håber (og tror) at I vil tage pænt imod med den, for den er virkelig et længeventet hjertebarn, som rummer mange timer, tanker og følelser – og en stor portion stolthed.
ps. Og sådan ser det ud bagom vores foto shoots – masser af kjoler, pailletter, bøjler, tasker, lange lister og en lille smule kaos.
English recap: Thoughts about my vintage book. And a big THANK YOU for making it happen.
De der dage
De der dage hvor man rister rugbrød. Uden at lægge brødet på risteren, vel at mærke.
De der dage hvor man begynder at gå i panik over at ens cykel er blevet stjålet. Indtil at det går op for en at i går også var en af de der dage og man glemte at tage cyklen med hjem fra kontoret.
De der dage hvor man hamrer sin tå ind i Brio-gåvognen. Og så lige højstolen bagefter. Bare for at sikre sig at nu også er rigtig forstuvet.
De der dage hvor man bare lige vil stryge sin kjole, men simpelthen ikke kan få øje på strygejernet. Også selvom man står lige foran det.
De der dage hvor man igen har glemt at købe ind til morgenmad. Og igen må stille sulten med chokoladekiks.
De der dage hvor hele kroppen gør ondt. Altså ikke på grund af træning eller dans hele natten, men af at bære rundt på skraldeposer, indkøb, barn og ligegyldige bekymringer.
De der dage hvor man igen beslutter sig for at skrue lidt ned for kaffen. Og et par timer senere bestiller endnu en cappuccino for ikke at falde om af træthed.
English recap: Those days...
Om vintagemagi og hvorfor jeg aldrig går i bukser
Jeg får mange sjove reaktioner, når jeg fortæller at jeg ikke ejer et par bukser. Nogle synes det er fint, andre helt utænkeligt, nogle undrer sig og så er der dem, som faktisk bliver lidt provokerede af min beslutning. Hvorfor det er så ekstremt for nogle, ved jeg ikke, men i hvert fald er jeg flere gange blevet mødt med diverse kjoleudfordrende scenarier, når jeg fortæller min historie: Hvad så hvis du skulle til Island på hvalsafari? Eller løbe triathlon? Eller på overlevelsestur i Canada? Eller? Eller? Eller? For det første – det skal jeg ikke. For det andet – så ville jeg nok tage nogle bukser på.
Jeg har jo ikke noget imod bukser. Jeg synes faktisk at det er ret fantastisk stykke beklædning, som rigtig mange er rigtig glade for – både mænd og kvinder. Beslutningen om ikke længere at gå i bukser, handler om så meget mere end at sige farvel til et særligt stykke tøj. Det er lige så meget en symbolsk handling, som minder mig om at gøre det der føles rigtig for mig og ikke hvad andre forventer. I årevis var det en kamp at finde de rigtige bukser. Jeg var ret overbevist om at det var min krop der var noget i vejen med – jeg passede bare ikke godt i dem og følte mig heller ikke godt tilpas. Men alle går jo i bukser, så det gjorde jeg også. Altså lige indtil jeg stødte på min første rigtige vintagekjole. Med den gik det op for mig at min krop ikke var sær eller forkert eller mærkelig – den passede bare meget bedre i noget andet tøj, end det jeg hidtil havde prøvet at klemme den ned i. Pludselig fik jeg øje på alt det gode ved min krop i stedet for at fokusere på det negative og slap mig selv fri. Endelig holdt jeg op med at jage det uopnåelige, endelig tog jeg udgangspunkt i mig selv, endelig slappede jeg af – og mit selvværd voksede markant. Derfor var beslutningen også ganske simpel og slet ikke svær at efterleve: tøj skal være et frit element, som ikke er bundet op på regler og forudbestemte kropsidealer. Tøj skal understrege den jeg er og få mig til at føle mig mere værd. Tøj skal være en sjov og levende oplevelse, som giver dagene mere magi og glamour.
Siden dengang (snart 10 år siden?) har jeg ikke tænkt så meget over det med altid at gå i vintagekjoler, bortset fra når andre skeptisk spørger ind til min beslutning. Men for tiden tænker jeg især meget over det. Al den magi og selvforståelse vintage har givet mig, prøver jeg nemlig at samle sammen i min bog og mens jeg skriver, lærer jeg også nyt. Jeg dykker ned i tidernes kropsidealer, snit, materialer og forsøger at videregive alt det de gamle kjoler gemmer på og det rush, det giver mig at få det helt rigtige på. Og sådan havde jeg det præcis, da jeg i torsdags var på endnu et fotoshoot med Carolina, for at tage billeder til min bog. Jeg havde lånt den mest vidunderlige 1970'er silkekjole fra Carmen Vintage, med metervis af stof som svævede om benene og sølvtråde som glitrede i de sidste solstråler. Den følelse af glamourøst overskud og feminin energi har jeg bare aldrig fundet i par bukser – er det mon svar nok?
English recap: Why I never wear pants...
32
Lige præcis i dag fylder jeg 32 og det har jeg det virkelig godt med. Det sidste år har hverken gjort mig kønnere, slankere eller friskere (ganske tværtimod), men til gengæld har det gjort mig både gladere, klogere og mere selvsikker – og den cocktail vil jeg uden tvivl foretrække til hver en tid. Jeg har altid troet at det der med at blive voksen handlede om at få styr på sin økonomi, investere i vaskemaskine, se TV2 News og have overblik over pensionen. Det viser sig på ingen måde at være tilfældet – i hvert fald ikke for mig. Ingen tvivl om at jeg stadig håber på at blive mere økonomisk bevidst og drømmer endda om en vaskemaskine i skjul, men voksenårene byder heldigvis også på så meget mere: jeg er nemlig blevet rigtig god til at leve efter min mavefornemmelse og det har været den største gave i år. Jeg spekulerer stadig over beslutninger, men i de allerfleste tilfælde får maven lov at bestemme og den har endnu ikke taget fejl. Jeg er blevet bedre til at give slip på trygheden og tro på at alt løser sig, hvis bare jeg lytter rigtig godt efter. Det viser sig nemlig at lykken, livet, kærligheden og alt det sjove ikke ligger i det rigtige realkreditlån eller fast arbejde, men lige her under hjertet, midt for navlen. Så bare kom an 32, jeg er klar.
English recap: I'm 32 today!
Hvad er god stil?
Forleden dag blev jeg spurgt om, hvad god stil er. God stil er selvrespekt og personlighed, svarede jeg.
Jeg har altid været ret vild med tøj og siden jeg var helt lille, har jeg været meget bevidst om, hvad jeg vil have på og især hvad jeg ikke vil have på. Og jeg har haft det rigtig sjovt med det. Tøjet har altid været en kæmpe del af min personlighed og den bedste og mest direkte måde for mig at udtrykke mig på. I årenenes løb troede jeg derfor at mode var det, jeg interesserede mig for. Men moden blev ved med at tage begejstringen fra mig med alle dens regler, dos and don’ts, alt for tynde modeller og et minimalistisk, androgynt, masseproduceret univers jeg slet ikke kunne genkende mig selv i. Hverken min krop eller personlighed passede ind i de firkantede moderegler og jeg følte mig, helt ærligt, altid lidt forkert. Flere gange droppede jeg derfor drømmen om at uddanne mig indenfor mode, jeg kunne simpelthen ikke finde min plads i det.
Da jeg opdagede at der fandtes en parallelverden af tøj fra svundne tider, fandt jeg ud af hvad det i virkeligheden er, der får mit hjerte til at slå. Det et nemlig ikke mode – det er stil. Og stil er en helt anden snak. Vintage gav mig en verden, hvor jeg endelig kunne trække vejret og udleve alle mine tøjdrømme. Det er originalt, det er autentisk, det er mystisk, det er glamourøst, det er feminint og det er magisk. Og det allerbedste? Her er det mig, der bestemmer og der findes ingen regler, ingen prædefinerede udtryk, ingen forkerte kroppe, ingen eksperter. Jeg begyndte at lege med tøjet igen og fandt ud af at god stil er selvrespekt og personlighed.
Respekt for min krop og mine grænser. Føler jeg mig godt tilpas i det jeg har på? Passer tøjet til min krop? Så langt, så godt. Når fundamentet er på plads, kan man lettere tilsætte personlighed, som er krymmelen på hele: farver, prints, smykker, glimmer, materialer – alt hvad man godt kan lide og føler for. Guld og glimmer? Skinny jeans og en gammel t-shirt? Eller polkaprikker fra top til tå? Det ved kun du. Og det er god stil.
De gode gamle dage? Nej tak, ellers tak.
Vintage er en vidunderlig ting, det skal vi slet ikke diskutere. Jeg elsker (næsten) alt omkring det og vil til enhver tid prædike alle de fordele det har, til alle som gider at høre på mig. Håndværket, kvaliteten, pasformen, farverne, fantasien, printene, historierne og ikke mindst magien, som er kombinationen af det hele – jeg elsker det. Det er den bedste måde at skabe et unikt udtryk på og så er det både godt for dyr, mennesker og miljø at købe vintage. Ja, man kan vel næsten ikke finde noget dårligt at sige om vintage? Jeg kan i hvert fald ikke.
At købe gamle kjoler og andet godt fra tidligere tider har været en del af min hverdag siden jeg var teenager. Jeg har altid været draget af fortidens glamour og elegance, som er noget jeg længes efter i den moderne verden, jeg lever i. Helt ærligt, så er der jo ikke meget dekadence i dagens konforme Danmark, som jeg synes har tendens til at drukne i praktisk løbetøj, firkantet byplanlægning, kysseforskrækkede forældre og strømlinede biler i neutrale farver. Argh. Jeg vil have tonstung silkevelour, kraftig parfume, gamle bygninger, upraktiske sko, overgroede parker, store diamanter og dæmpet belysning. Og kysse på børn og dyr og smukke mænd (okay, mand, jeg er trods alt gift). Med vintage får jeg lidt af glamouren helt ind på kroppen og kan tage stemningen med mig, hvor end jeg er. Og det føles så godt.
Når jeg så går rundt i Føtex med lidt mere rød læbestift end de fleste andre, proklamerer fremmede mennesker ofte at jeg er født i den forkerte tidsalder. I den mest positive forstand, det er jeg overbevist om. Jeg har også tit hørt det samme fra andre, som er mindst lige så forelskede i vintage, som jeg er – at de ville ønske at de var født i et andet årti. Jeg ved godt hvad de mener. De drømmer om en anden æstetik og lidt mere finesse. Men at tro at alt var bedre i de gode gamle dage er meget naivt og jeg drømmer om ingen anden tid, end den jeg lever i og den som kommer.
Selvom der er et godt stykke vej endnu, har vi kvinder aldrig haft det bedre end vi har det lige nu. Aldrig har vi haft så mange muligheder og aldrig har ligestilligen været tættere på. Det er ret vigtigt at huske, inden man lukker øjnene for den moderne verden og lader sig glide ned i en verden af drømme og svundne tider. Det er simpelthen for nemt og for dumt at bilde hinanden ind at livet var bedre før, for ikke at skulle forholde sig til nutidens problematikker. Livet var ikke bedre. Livet var ikke nemmere eller mere simpelt. Kvinder før os har kæmpet i årtier for at vi kan leve det liv, vi lever i dag og vi skylder dem at få det bedste ud af det. Takket være dem har vi blandt andet fået muligheden for at klæde os lige præcis som vi vil og det sætter jeg stor pris på. For vores, deres og fremtidige kvinders skyld, bliver vi nødt til at blive ved med at arbejde for at det skal blive endnu bedre.
Dermed ikke sagt, at vi ikke også kan kæmpe for en lidt lækrere verden med mere fokus på kunst, historie, kvalitet, skønhed, glamour og elegance fremfor praktisk, glat tetris-hverdag. Til at bidrage til kampen, har jeg i dag investeret i to vintagekjoler til glæde for os alle sammen (ja okay, mest mig). En lyserød 1940'er kjole med det smukkeste print og en grøn med hvide prikker fra 1960'erne, som man bliver meget glad af. Det må være en start.
Den ensomme side af at blive mor
Jeg har nu haft fornøjelsen af at have titlen som mor på mit menneskelige CV i lidt over et år. Det er ikke det som fylder mest her på bloggen, men lidt sniger der sig alligevel ind en gang imellem, for det er svært helt at komme helt udenom. Selvom jeg i bund og grund føler mig som den samme som før Pontus overhovedet var en overvejelse, så er jeg i den grad blevet rystet i min grundvold og mit hjerte rummer en kærlighed, en tristhed, en melankoli og en lykke, jeg umuligt kan beskrive.
Jeg havde ikke mange forventninger til at blive mor, havde egentlig aldrig rigtig drømt om det. Men så kom der en dag, hvor jeg kunne mærke at jeg nok med tiden ville ærgre mig mere over ikke at have fået et barn end at have fået et. Jan var enig, så det fik vi. Og jeg har siden da været blæst bagover af de følelser som fulgte i kølvandet.
En ting var jeg overbevist om – det ville blive hårdt at få et barn. Men det hårdeste har vist sig på en helt anden måde, end jeg havde regnet med. Jeg frygtede de søvnløse nætter (som er hårde), at håndtere en skrigende baby (som er hårdt) og alt det praktiske arbejde (som er hårdt), men ikke slet ikke så slemt som frygtet. Jeg overlever, det er fint nok. Det som er det hårdeste, er den snigende ensomhed, jeg har følt i løbet af det sidste år.
Det er klart at man som ny mor ikke kan gøre helt de samme ting som før. Det havde jeg heller ikke forventet, det forstår jeg og det accepterer jeg. Men at flere af mine veninder stille og roligt ville glide væk, havde jeg ikke regnet med. Jeg forstår dem egentlig godt og klandrer dem ikke. Jeg ved de har travlt og de regner med at det har jeg også, hvilket de har ret i. Men jeg tror på ingen måde at de ved, hvor meget jeg har manglet deres nærvær. Da min bedste veninde for nogle år siden selv blev mor, var jeg heller ikke rigtig til stede. Kom forbi med en gave og snakkede lidt, men alt var anderledes og sært og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til det. Så jeg lod være og sagde lige som alle siger: Nu må du endelig til hvis jeg kan hjælpe dig med noget! Så har man ligesom sit på det tørre.
Det man muligvis ikke ved, før man selv har stået i den absurde situation at få et barn, er at man kan slet ikke finde ud af at sige til. Eller fra. Eller sende en mail eller skrive en sms. Eller hvor gammel man er for den sags skyld (jeg er skræmmende tit i tvivl). Man har bare brug for kærlighed, omsorg og en ordentlig Snickers. Gerne i selskab med gode veninder, som ikke er sovset ind i det nye familieliv. Og uden at man har bedt om det. Hvornår er vi egentlig blevet så uafhængige og selvstændige at vi skal sige til, når vi har brug for hjælp, når det er så tydeligt at det har vi? Men man vil jo nødigt trænge sig på.
Jeg skal helt sikkert blive bedre til at sige til, når jeg har brug for hjælp, jeg er bestemt ikke god til det. Men især håber jeg at blive bedre til at hjælpe og være til stede, når mine veninder har brug for det. Uden at de har bedt om det. Næste gang en veninde får et barn, håber jeg at jeg kan give hende, hvad jeg har savnet og stadig til dels savner. Holde hende i hånden og spørge hvordan hun har det, sådan rigtig har det og lade hende tude lidt. Huske at invitere hende med til fester, selvom hun sikkert ikke kan komme. Spørge til hendes barn. Fortælle hende at hun er smuk og en dejlig mor. Være fleksibel og kigge forbi en gang i mellem, selvom jeg ikke er inviteret. Minde hende om at det hele nok skal gå og aflevere en kæmpe pose godt og blandet fra Føtex. Og love hende at jeg er der. Også selvom hun ikke siger til.
Billedet er taget nøjagtigt for et år siden, da vi holdt sommerferie hos min mor. I morgen tager vi turen igen og glæder os landlig idyl, jordbær og hjemmebagte kager.
Plan B
De færreste er vist i tvivl om at det er den tid på året – studentertiden. Hvis man bor i en større by, har man i hvert fald ikke kunne undgå den hårdslående bas og begejstrede (læs: fulde) studenter. Unge, smukke mennesker med 12 i snit, hvide huer og hele fremtiden foran sig. Og de er så søde og glade og selvfølgelig bliver jeg da lidt nostalgisk, når de brager igennem byen med bøgeblade, bajere og Bieber for alle pengene. Nostalgisk er til gengæld slet ikke dækkende, når de igen igen vækker Pontus midt om natten, fordi de ikke kan få fest nok. Jeg er muligvis også blevet en anelse gammel. Ja, det er jeg faktisk, for det går op for mig at i år er det 12 (!!) år siden at jeg selv blev student. Hvad skete der?
Og jeg må ærligt indrømme at turen i studentervognen, så absolut var en af de sjoveste dage i mit liv. Hvad kan være meget bedre end at drøne rundt i en åben lastbil med gode venner, øl og endelig have muligheden for at fejre at tre lange gymnasieår endelig er overstået? Og jeg var vitterlig lykkelig for at komme videre. Gymnasietiden var på ingen måde de bedste år for mig og jeg længes aldrig tilbage. 3. g havde da sine højdepunkter, jeg begyndte at slappe mere af og faldt til. Jeg havde også muligheden for at vælge nogle mere kreative fag, som jeg havde savnet og så kunne jeg langt om længe se enden på det hele – det hjalp. Jeg var aldrig i tvivl om at jeg efter gymnasiet ville tage en kreativ uddannelse, men vidste endnu ikke præcis hvilken retning, det skulle tage. Kunst, mode, grafisk design? Jeg ville gerne alt og glædede mig til at prøve det hele af, så snart jeg slap ud af den konforme institution, jeg var havnet i.
I løbet af de sidste par uger inden de endelige eksaminer, havde vi nogle snakke med lærerne om fremtidsdrømme og mulige studier. Jeg fortalte at jeg gerne ville gå en kreativ vej. Min lærer syntes det var fint, men måske var det også en god ide at have en plan B for fremtiden, fik jeg at vide. Det havde jeg slet ikke overvejet. Jeg var ikke i tvivl om hvad der trak og troede på at det nok skulle lykkes på den ene eller anden måde. At hun ikke var helt så overbevist, gav mig kun endnu mere blod på tanden og et par år efter blev jeg optaget på en af de sværeste kreative uddannelser i Danmark, Den Grafiske Højskole. Derefter havde jeg 6 år i reklamebranchen, før jeg trak stikket og er nu selvstændig og lever udelukkende af min kreativitet.
Hvorfor skal man have en plan B, hvis man allerede har en plan A? Hvis det føles rigtigt i maven, vil en plan B kun sløre passionen og kampgejsten. Man bliver da nødt til at tro 100% på plan A, sig selv og satse hele butikken – især når det gælder ens fremtid. Så er der nogen (mere eller mindre beduggede) studenter eller andre, som står overfor et valg i livet, som læser med: drop plan B. Gå efter det du drømmer om og må du give op undervejs, findes der altid en løsning. Men een ting er stensikker – du når aldrig i mål med plan B lænket til benet.
Tillykke med huerne – jeg forstår godt at I er lykkelige.
ps. Apropos lettere omtåget, så er det er ikke med min gode vilje at jeg viser jer dette billede fra min egen vogntur. Men at kloge sig på andres fremtidsbeslutninger, kræver vist at man også giver lidt af sig selv. Pernille ved siden af er iøvrigt den eneste grund til at jeg overlevede alle tre år.
Min første vintagebog!
Tusind, tusind tak for alle jeres søde kommentarer, lykønskninger og pøj pøj'er angående min lille store nyhed på Facebook og Instagram i går. Det varmede virkelig og var lige det, jeg havde brug for. Det er bestemt fantastisk og dejligt og spændende og jeg har vitterligt drømt om at skrive en bog om vintage i årevis. Men jeg må ærligt indrømme at jo længere jeg kommer i processen, jo mere nervepirrende bliver det også: jeg skal smøre en lille del af mit hjerte ud over en hel masse sider, som bliver en rigtig fysisk bog, alle kan købe og læse og bedømme som de vil. Derudover skal jeg visuelt gennemtænke og layoute den også, så det er et stort projekt. Til gengæld får jeg det (næsten) 100% som jeg vil og det kan jeg sådan set meget godt lide.
Mode, femininitet og vintage er emner som ligger mig meget nært og det er så vigtigt at jeg får formidlet dem rigtigt, så læserne kan mærke kærligheden og blive inspireret. Det skal nemlig ikke være en modebog, som fortæller dig hvad der er rigtigt og forkert, hot or not (apropos denne snak), men en bog om at hvile i sig selv i udtryk man føler sig hjemme i – om det så er i bukser eller kjole, denim eller pailletter. Om at lære sin krop at kende på ny og fremhæve sine fortrin, lege lidt mere og måske endda turde være en anelse mere feminin? Alt sammen ved at dykke ned i og blive inspireret af modehistorien og bruge de dele af den, man allerbedst kan lide.
Jeg er allerede ret godt i gang med at planlægge og strukturere bogens indhold og skal i morgen gennemgå det med min redaktør. Og så skal der skrives! Al tekst skal ligge klar 1. oktober og det giver mig kun lidt over tre måneder til at blive færdig. Derefter skal bogen layoutes og trykkes, før den udgives en gang i foråret. Det bliver et intenst halvt år, men jeg g l æ d e r mig til at komme rigtig i gang og er så glad og lettet over endelig at kunne dele denne fine nyhed med jer!
English recap: I'm wring a book about vintage! YAY!
Angsten for at være for fin
Ah, så blev det fredag og solen skinner og det kunne næsten ikke være bedre. Jeg tager en tur i sommerhus med min veninde og skal nyde stilheden, de sidste solstråler, lidt god mad og et par store drinks. Og ikke at skulle ligge og samle mere eller mindre tygget mad op fra gulvet efter aftensmaden. Håber jeg.
I, derimod, skal sikkert noget festligt. I hvert fald nogle af jer og jeg håber ikke at I holder jer tilbage. Jeg håber at I tager jeres allerfineste tøj på, fordi I har rigtig meget lyst til det. Ikke hænger det tilbage i skabet i sidste sekund og skifter til de sædvanlige jeans af frygt for at være for fine eller skille jer ud. Jeg er lidt træt af den der angst for at være for fin. Selvfølgelig kan det kamme over og det er akavet at stå i gallakjole og lange handsker til en simpel grillfest, men det er jo heller ikke det jeg mener. Det er de der middage, dates, byture og fester, hvor man i virkeligheden sagtens kunne gøre lidt mere ud af sig selv. I hvert fald er det en snak, jeg har haft med mange veninder, som ikke kan lide at være for fine. De vil egentlig gerne, men alligevel føler de sig utilpasse. Hvorfor?
Det er sjovt det der med at være for fin, for det relaterer næsten altid til kjoler, smykker, makeup og andet, som er med til at forstærke vores femininitet. Derimod føler de fleste sig godt tilpas i bukser, let makeup og naturligt hår – umiddelbart maskuline værdier. Og jeg forstår det egentlig godt, for omverden ændrer sig og vi føler os mere sårbare, når vi skruer op for det feminine. Vi har længe brugt meget krudt på at nedtone det og tilpasse os en mere maskulin verden, for at blive taget seriøst og blive hørt. At vende tilbage til kjoler og rød læbestift er grænseoverskridende, fordi vi er bange for at miste vores ståsted. Men kjoler gør os ikke til det svage køn. Derimod kan de bruges til at styrke vores selvværd, hvis vi føler os godt tilpas. Samme gælder selvfølgelig for makeup, høje hæle og alt det andet, som nogle af os godt kan lide. Hold op med at se det som forfængelighed og noget du gør for andre. Gør det for dig selv, fordi det er dejligt og du er værd at gøre noget ud af. Og husk – der er ikke noget svagt i at være feminin og stå ved det, tværtimod.
Du er ikke for fin. Du er helt perfekt afpasset fin lige som du er, fordi du har lyst og gør det for din egen skyld. Prøv engang, jeg tror du vil kunne lide det.
Nye kapitler
Det er meget meget længe siden jeg sidst har åbnet en bog. Eller jeg har faktisk åbnet et par stykker, men hurtigt givet op igen. Bogstaverne flød sammen og hjernen vandrede et andet sted hen. Hele det sidste år har jeg været så træt at jeg ikke har kunne koncentrere mig om meget andet end HBO og Facebook og jeg har savnet at læse. Men nu hvor Pontus er rykket ud af soveværelset og jeg har fået min nattesøvn tilbage, er overskuddet her igen og det er tid at dykke ned i en rigtig bog. Jeg har masser i reolen, jeg gerne vil læse, men alligevel købte jeg en ny – #GIRLBOSS. Længe har jeg gerne ville læse Sophia Amorusos historie om at gå fra at sælge vintagetøj på Ebay til at have en webshop i millionklassen. Om ikke rigtig at passe ind nogen steder, men skabe sin egen verden på et solidt fundament af viljestyrke og passion.
Hver aften læser jeg indtil jeg har sand i øjnene (hvilket ikke er så længe), men det er skønt og den bedste måde at falde i søvn på – med masser feminin inspiration.
Ved siden af #GIRLBOSS ligger en notesbog, som bare skriger på gode ideer. De kommer tit lige inden jeg skal sove skal derfor hurtigt nedlægges, inden de forsvinder. Over det næste stykke tid skal den blåternede notesbog fyldes med en lille hemmelighed, som bliver et af de mest spændende projekter længe. Jeg glæder mig til at fortælle jer om det snart!
English recap: Reading and writing before bedtime
De første bare ben
Hvert år sker det – pludselig bliver det varmere! Jeg elsker denne årstid, har drømt om den i månedsvis og nu er den her. De der første semi-varme dage, hvor jeg igen kan huske, hvordan det er ikke at have flere lag tøj på og være viklet ind i halstørklæder, vanter og pandebånd. Min krop kan endelig ånde og jeg har lyst til at springe ud i sommerkjoler og bare tæer. Og så alligevel ikke.
Siden sidste sommer har store dele af min krop været pakket ind og væk og tanken om at mærke den friske luft på mine ben og tæer er dejlig, men også lidt forfærdelig. Hvorfor en den første gang med bare ben på grænseoverskridende? Jeg har jo gjort det tusind gange før og alligevel føler jeg mig så nøgen. Helt vildt nøgen. Tæerne har gemt sig i varme strømper i månedsvis og ser helt mærkelige ud og mine ben ligner noget som vitterligt aldrig har set dagens lys før. De hører ligesom ikke rigtig hjemme i den fri natur (eller de Københavnske gader), men vil meget hellere tilbage i strømpebukserne eller under dynen. Det føles alt sammen meget intimt og meget sært. Men ud skal de jo og nok snart. Gider jo heller ikke ligne en komplet idiot, som sveder i strømpebukser, fordi mine ben stadig er i et teenageligende vinterstadie og ikke vil ud af sin mørklagte hule.
Måske er det allerede i dag? Åh glæde, åh gru.
1 år siden
I dag er det præcis et år siden.
1 år siden jeg en tidlig, tidlig morgen ringede til Hvidovre Hospital og sagde at jeg at jeg vist nok skulle føde. Hverken jordemoderen eller jeg var helt overbeviste, men noget skete der i hvert fald. Og det tog til.
1 år siden Jan lettere panisk prøvede at pakke en taske, mens Eddie gemte sig under sofaen for det prustende monster og jeg forsøgte at komme i tøjet. Lykkedes ikke rigtig, så måtte nøjes med en badekåbe.
1 år siden jeg troede jeg skulle dø, da det gik op for mig at jeg skulle fra soveværelset og ned i stuen. Fra stuen ud i opgangen, ned fra 4. sal, ud i taxaen og helt til Hvidovre.
1 år siden jeg trådte ud af døren i den smukkeste solopgang og så taxaen vente på os. Jeg stavrede afsted, satte mig ind, lukkede øjnene, forsøgte at trække vejret og bad til at vi ville nå hurtigt frem. Følte at jeg kunne føde hvert minut.
1 år siden vi steg ud af taxaen og trådte ind på hospitalet. Det var stille. Ingen stress og ingen mennesker, som jeg havde forestillet mig. Vi fandt en sygeplejerske, som hjalp os ned på fødegangen. Jeg blev undersøgt og indlagt på fødestuen med det samme.
1 år siden jeg kæmpede og ikke orkede mere og spurgte jordemoderen hvor længe hun mente der var igen. Ca. en time for førstegangsfødende, svarede hun, hvilket var rigelig motivation. Jeg er aldrig bleg for en god konkurrence og en halv time senere var det heldigvis slut.
1 år siden at det hele blev meget virkeligt, da jeg fik en lille blålig klump i armene. Et rigtig menneske. Argh hvad gør jeg? Hjææææælp! Havde aldrig holdt sådan en lille person før og anede ingenting.
1 år siden at det gik op for os at ingen vidste, hvad der var sket og vi følte os helt alene i verden.
1 år siden at jeg måtte aflyse en aftale med min veninde for jeg har sgu lige født!!
1 år siden at bedsteforældre kom styrtende med kys og kram og blomster og bamser for at se det nye familiemedlem.
1 år siden at alt ændrede sig og det hele alligevel var det samme. Verdens bedste år.
English recap: My baby boy is 1 year old today!
Om at satse på passionen og mavefornemmelsen
D. 13. marts lader til at være en særlig dato for mig. Sidste år samme dag sagde jeg på gensyn til mine kolleger og gik på barsel. I år var d. 13. marts dagen, hvor København Vintage så dagens lys. En dag som jeg glæder mig til at gentage næste år og som jeg håber vil være med til at forme min fremtid. Jeg har nemlig sagt mit job op. Farvel til fast løn, fast hverdag og faste (og ikke mindst trygge) rammer. Det er tid til at gøre noget andet og tid til at lytte til maven. Lige nu ved jeg ærligt talt ikke hvor pengene skal komme fra, men lykken er til gengæld til at få øje på. Håbet og drømmen er at vintage i forskellige udformninger skal være omdrejningspunktet og så må vi se hvor langt ideerne rækker. Indtil videre har jeg København Vintage og min lille vintage udlejning på programmet, det må være en start.
For ca. 4 år siden stod jeg i samme situation – uden job, men med lysten til at arbejde med vintage. Planen var at åbne en vintagebutik, men jeg var bare slet ikke klar. Det der med at købe tøj kunne jeg godt finde ud af, men der manglede så meget andet. Jeg kendte på det tidspunkt ikke andre, som også dyrkede vintagetøj, vidste ikke hvordan man drev en butik, havde ikke et netværk og vidste i det hele taget ikke særlig meget. Jeg følte mig ikke sikker nok, havde ondt i maven over det og gik kold på projektet. Jeg fandt mig et fuldtidsjob og besluttede mig for at starte bloggen ved siden af. Og med den er sikkerheden og passionen vokset. Jeg har lært miljøet at kende. Og alle butikkerne. Snakket med uendelig mange mennesker – både i den virtuelle og den virkelige verden – om vintage, hvad det er og hvad det kan. Og hvad udfordringerne er og hvad der gør det så fantastisk. Jeg har skiftet job, købt lejlighed, blevet gift, fået barn og under alle disse forandringer, har jeg haft vintage på sidelinjen. Tiden til at dyrke det har varieret, men lysten er stadig den samme og det siger det hele. Nu er det tid at gøre noget ved det.
I løbet af årene er det også gået op for mig at en butik ikke er det rigtige for mig, den vil låse mig fast på samme måde, som et fuldtidsjob og det vil jeg ikke igen. Jeg vil arbejde på forskellige projekter og den måde sammensætte et arbejdsliv.
Derfor! – hvis der er nogen derude (eller nogen som kender nogen), som har lyst til at samarbejde på den ene eller anden måde, så råb op! Jeg er passioneret modehistorienørd, dygtig ting- og tøjfinder og iderig art director med stor kærlighed til farverigt og feminint design. Derudover er jeg en kreativ iværksætter med en million ideer, hvis du mangler nogle. Jeg skriver også gerne. Og tegner. Og sætter ting i søen. Rigtig meget har interesse og jeg er klar på at prøve lidt af hvert, men ville i den grad elske, hvis nogen kunne bruge de særlige kompentencer, jeg har. Freelance og deltid har interesse, men ikke fuldtid. Del meget gerne med din chef, moster og alle dine venner og bed dem skrive til mig på hello@stormsmagasin.dk. Tusind tak.
English recap: I quit my job and going all in on vintage!
Lidt om tortur og vintagemesse
Siden middelalderen (måske endnu senere?) har afbrudt søvn været et effektivt torturmiddel, for at få folk til at tilstå eller opgive informationer. Snart rammer jeg selv 10 måneder uden en reel nats søvn og jeg er lige på nippet til at indrømme mordet på Teresa Halbach. Selvom jeg får nogle timer her og der, har jeg ikke sovet igennem længe. Meget længe. Og det tærer på kræfterne. Jeg er irritabel, sløv, kan ikke huske fra næse til mund, har en frygtelig kort lunte og er bare træt, sådan rigtig rigtig træt. Snart er det Jans tur til at tage over og det bliver en lettelse og godt for os alle sammen. Det har været den bedste barsel, men jeg er ved at være mæt og klar til at komme videre.
På de der dage, hvor alt sejler og jeg er svimmel af træthed, er der heldigvis et lille projekt som hiver i mig. Bloggen halter, men vintagemessen vokser og jeg arbejder en smule på den hver eneste dag. Selvom det er en lille messe, er det et stort arbejde og der er meget at lære, når man aldrig har prøvet det før. Men det giver god energi. Jeg synes virkelig det er sjovt at arrangere og alle de positive reaktioner vejer op for mange timers knoklen. Og så har jeg søde mennesker omkring mig og de hepper og hjælper og jeg er virkelig taknemmelig. Snart er der kun en måned tilbage og forhåbentlig lader den lille torturbøddel mig få lidt mere søvn inden det går løs. Jeg skulle jo nødigt sove over mig på den store dag.