På min Malmö-tur i sidste uge kunne jeg ikke andet end at hovedkulds forelske mig i gule striber og grå roser. Begge dele var printet på en smuk 1950'er frakke, som råbte på at komme med hjem til København og den slags må ikke overhøres. I det hele taget har jeg et svagt punkt for roseprint, så der var ikke meget betænkningstid, før jeg kørte kortet igennem og omsatte danske kroner til svenske. Ud over en smuk tilføjelse til min garderobe, kunne jeg også undskylde købet med at være den perfekte souvenir. Frakken er nemlig designet og syet i Sverige og er da en del sjovere at have med hjem end noget plastic i gul og blå produceret i Kina.
I fredags havde jeg en aftale med Nanna om at se den nyeste udstilling på Design Museum Danmark om den danske printdesigner, Marie Gudme Leth. Det var virkelig (virkelig!!) varmt, men frakken kom på alligevel, da jeg tænkte at print pioneren ville have sat pris på det. Derudover kunne den også blive dokumenteret blandt de gamle bygninger af Nannas gode øje. Udstillingen kan jeg varmt anbefale, et smugkig på den kommer snart!
Og frakken er ikke bare en frakke, den kan også bruges som kjole. Den kan knappes hele vejen ned og har et bælte som matcher, for at få den smalle talje. Jeg har aldrig set det før, så modenørden i mig klappede i sine små fedtede hænder hele vejen hjem fra det svenske. Denne gang brugte jeg den som frakke og bæltet blev istedet en sløjfe på min kurv.
Kilehælene i satin er mange år gamle. Jeg købte dem på udsalg i Magasin og kan ikke længere se mærket. Men fine er de.
Under frakken havde jeg min gamle 1950'er kjole fra FN92, som matchede perfekt med gule striber og prikker.
Kurven har været min mors, som jeg har været så heldig at få lov at overtage.Behøver vist ikke at sige at jeg stadig er total forelsket? Jamen altså, det print!
English recap: My new vintage coat!