Sidste uge tog jeg et par dage på landet for at besøge min mor og slappe lidt af. Ud over at læne mig tilbage i den store lænestol mens te og dejlige hjemmebagte kager blev lagt ind med drop, brugte jeg en del tid på bladre nogle gamle fotoalbummer igennem. Især dem hvor min bror og jeg var helt små, fik ekstra meget opmærksomhed. Da jeg skulle giftes gjorde jeg det samme. Bare med mine forældres bryllupsbilleder. Det er nok meget normalt at have en trang til at se hvordan ens forældre kom igennem de samme store oplevelser, som man selv på et tidspunkt står overfor. Det er jo ikke fordi jeg ikke har set billederne før. Tværtimod. Babybillederne er nok dem jeg har kigget allermest på igennem årene – og jeg fatter stadig ikke at det virkelig er mig på de små, gulnede lapper. Men denne gang undrede jeg mig også over nogle andre ting.
For lidt over en måned siden købte mig og Jan en barnevogn. En klassisk marineblå Silver Cross. Stor og flot. Nu står den i cykelkælderen og venter på den første tur, jeg elsker den allerede. Da jeg bladrede igennem billederne hos min mor, faldt jeg over en næsten identisk barnevogn. Den købte mine forældre da de ventede deres første barn, min storebror. Jeg kunne på ingen måde huske at jeg nogensinde havde set den barnevogn før. Jojo, det er selvfølgelig også en klassisk model, som har været produceret i årevis, så det er måske ikke så specielt at vi har købt en magen til. Men da jeg bladrede videre, fandt jeg også den samme seng og klapvogn vi har købt. Igen – jeg mindes slet ikke de ting fra min barndom eller fra billederne. Udover de pudsige sammenfald af babyudstyr, ligner jeg min mor ret meget og Jan ligner altså også min far en hel del fra den tid. Der er selvfølgelig også mange forskelle, helt sikkert flere end der er ligheder, men det er alligevel lidt sært.
Og hvad er så pointen med al det her? Måske ikke noget. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke: Jeg har så travlt med at træffe mine egne beslutninger, gøre tingene på min måde og ikke lade mig påvirke eller diktere af hvad andre gør og synes. Heller ikke mine forældre. Og så er der alligevel ting jeg ikke kan ændre på. I grove træk går jeg i mine forældres fodspor, træffer en del af de samme beslutninger og anskaffer mig åbenbart også nogle af de samme ting hen ad vejen. Historien gentager sig selv, om jeg vil det eller ej. Og det er på en eller anden måde også lidt betryggende.