Jeg tror en hel del kender følelsen af at træde ind i en vintagebutik og ikke ane hvor man skal starte. Intet er som man kender det fra almindelige butikker – der findes kun een størrelse af hver, på stativerne hænger eksklusive aftenkjoler side om side med varme vinterfrakker og syntetiske skjorter, noget er næsten nyt og andet trænger til en kærlig hånd. Derudover er det hele i forskellige snit, størrelser, farver og mønstre, så der er nok at tage fat på. Hvis altså man kan overskue det. De første par gange man træder ind i dette virvar, kan man godt blive lidt overvældet og det kræver træning og tilvænning at blive god til at lede og finde det rigtige. Og hvad er så det rigtige? Ja, det er jo helt op til dig.
Nogle vælger et rendyrket og tidstypisk look fra en bestemt periode, andre sammensætter årtiernes mode på kryds og tværs. Heldigvis er alt tilladt og her er ingen regler, ingen ny sæson, ingen trend og ingen ”so last season”. Og der er rigtig meget forskelligt at vælge imellem.
Hvad kan du godt lide? Et klassisk feminint udtryk? Kig efter tøj fra 40 ’erne og 50’erne. I den periode var taljerne smalle og hofterne brede. Måske er du til et mere skarpt og grafisk look? – prøv 60’erne, hvor kjolerne var korte og enkle. Eller er du mere til romantisk boheme? Kig efter 70’er stativet, hvor du bl.a. finder lange skørter med flæser og broderede skjorter. Vintage er nemlig ikke bare polkaprikker og strutskørter. Eller storblomstrede polyesterkjoler for den sags skyld. Vintage er også lange, sofistikerede aftenkjoler, tykke uldne cardigans, håndlavede bælter, dekadente hatte og praktiske højtaljede bukser – for bare at nævne en brøkdel af det, man kan finde. Vintage referer ikke til en bestemt stil, men en årrække – i min verden fra 1920 - 1969 og herunder findes mange forskellige stilarter og udtryk.
Et godt begyndertip vil være at starte ud i det små – en hat, et tørklæde, et smykke, en trøje eller ligende, som du kan bruge sammen med resten af din garderobe. Næste gang får du måske lyst til at kaste dig ud i en kjole. Eller frakke.
Prøv dig frem stille og roligt og find ud af, hvad du kan lide og hvad der klæder dig. Prøv også at lade dig inspirere af hår og makeup fra dengang og se hvad det gør ved dit udtryk. Vær ikke bange for at lege med de forskellige stilarter og miks det med moderne tøj. Som sagt – her er ingen regler, så hav det sjovt, vær nysgerrig og for alt i verden – glem hvad du tror, andre mon tænker om dig, jeg er sikker på at du vil blive overrasket af mængden af komplimenter!
Læs også 3 tips til vintage shopping