Så skal jeg da lige love for at de vinterblege ben alligevel kom ud af strømpebukserne! De er blevet vasket og skrubbet og skrabet og smurt ind i solcreme, så de stråler om kap med majsolens debut. Hele weekenden er blevet brugt udenfor, op og ned af Sønder Boulevard og Istedgade, på diverse legepladser med kaffe og is og høj sol og sommerkjoler. Vidunderligt. Og lidt hårdt. Altså ikke det med sommersol og store is, men fordi vi også har sat projekt to-lure-skal-koges-sammen-til-een i gang. Ikke mig, men Pontus, forstås. Det er svært og han er ikke altid helt vild med hans forældres ellers så fine ide. Derfor har vi været godt omkring for at holde det lille menneske kørende i håb om at han glemte trætheden. Nogle dage er det gået godt, andre mindre godt.
I går var heldigvis helt okay og det fejrede vi med Københavnerstænger og Rita Blås Lopper på Sønder Boulevard, hvor jeg var så heldig at falde over et par fine ting. Særligt en stand havde bøjler spækket med vaskeægte vintage og selvom jeg sagtens kunne have rippet stativet, holdt jeg mig i skindet og nøjedes med denne lækre 1950'er trøje. Fin krave med sløjfedetalje, 3/4 ærmer og taljekort laksestrik til 100,- .
Nedenfor stativet lå en bunke vintagesko og blandt al det brune læder, lå disse ikoniske 1950'er stilletter og glimtede. Alt for små til mig, men de vil pynte i min samling. 200,- fik jeg dem for og listede videre blandt dyre designermærker og smarte sneakers og følte i den grad at jeg havde gjort dagens kup. God start på loppesæsonen!
English recap: Yesterdays flea market finds – 1950s pullover and lucite heels!