Det er meget meget længe siden jeg sidst har åbnet en bog. Eller jeg har faktisk åbnet et par stykker, men hurtigt givet op igen. Bogstaverne flød sammen og hjernen vandrede et andet sted hen. Hele det sidste år har jeg været så træt at jeg ikke har kunne koncentrere mig om meget andet end HBO og Facebook og jeg har savnet at læse. Men nu hvor Pontus er rykket ud af soveværelset og jeg har fået min nattesøvn tilbage, er overskuddet her igen og det er tid at dykke ned i en rigtig bog. Jeg har masser i reolen, jeg gerne vil læse, men alligevel købte jeg en ny – #GIRLBOSS. Længe har jeg gerne ville læse Sophia Amorusos historie om at gå fra at sælge vintagetøj på Ebay til at have en webshop i millionklassen. Om ikke rigtig at passe ind nogen steder, men skabe sin egen verden på et solidt fundament af viljestyrke og passion.
Hver aften læser jeg indtil jeg har sand i øjnene (hvilket ikke er så længe), men det er skønt og den bedste måde at falde i søvn på – med masser feminin inspiration. Ved siden af #GIRLBOSS ligger en notesbog, som bare skriger på gode ideer. De kommer tit lige inden jeg skal sove skal derfor hurtigt nedlægges, inden de forsvinder. Over det næste stykke tid skal den blåternede notesbog fyldes med en lille hemmelighed, som bliver et af de mest spændende projekter længe. Jeg glæder mig til at fortælle jer om det snart!
English recap: Reading and writing before bedtime